Hesalight-direktør svindeltiltalt for over 500 millioner kroner

Hesalight-direktør svindeltiltalt for over 500 millioner kroner
10. april 2018
Af Simon Gosvig

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) rejser nu tiltale mod den daværende direktør i Hesalight for omfattende økonomisk kriminalitet.

En 46-årig mand bliver nu tiltalt for at have svindlet for over en halv milliard kroner. Svindlen skete gennem lampevirksomheden Hesalight, Roskilde, hvor den 46-årige selv var stifter og direktør.

Det oplyser vicestatsadvokat Niels Vejlby Hansen fra SØIK.

»Den tiltalte har efter anklagemyndighedens opfattelse groft udnyttet sin position, og mange har lidt store tab på grund af hans handlinger. Derfor rejser vi nu tiltale i sagen, der er blevet grundigt og effektivt behandlet af SØIKs efterforskere og anklagere,« siger vicestatsadvokat Niels Vejlby Hansen.

Vildledte investorer
Hesalight lignede en erhvervssucces, da en række investorer i 2014 og 2015 ydede virksomheden obligationslån på cirka 562 millioner kroner. Men investeringerne skete ifølge SØIK på et urigtigt grundlag.

»Vi mener at kunne bevise, at den tiltalte vildledte en række investorer til at investere over en halv milliard kroner i Hesalight. Det gjorde han blandt andet ved at indtægtsføre falske ordrer for mange millioner kroner i årsregnskabet. Det fik virksomhedens fremtid til at se langt lysere ud, end den var,« siger vicestatsadvokat Niels Vejlby Hansen.

Hesalight blev 18. november 2016 taget under konkursbehandling.

Den 46-årige tidligere direktør bliver også tiltalt for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed ved at have ladet Hesalight betale udgifter for 58 millioner kroner og overføre 3,4 millioner kroner til sine private konti.

Groft dokumentfalsk og momssvig
I det seks sider lange anklageskrift tiltaler SØIK yderligere den 46-årige for skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed, dokumentfalsk af særlig grov karakter og momssvig af særlig grov beskaffenhed. Momssvindlen alene udgør over 17 millioner kroner.

»Det er heldigvis sjældent, at vi tager så mange af straffelovens paragraffer i brug. Det siger noget om, hvor omfattende og systematisk svindlen har været. Det har også betydet, at efterforskningen har været meget kompliceret,« siger vicestatsadvokat Niels Vejlby Hansen, der understreger, at det nu er op til domstolene at vurdere sagens beviser.

SØIK modtog politianmeldelsen i september 2016, og der er tale om en særdeles tilfredsstillende sagsbehandlingstid, lyder det fra vicestatsadvokat Niels Vejlby Hansen:

»Vi har gennem de senere år arbejdet målrettet med at udvikle forskellige redskaber, der sikrer en forbedret styring af vores mest komplicerede sager. Det er denne sag et rigtig godt eksempel på.«
 
Foruden fængselsstraf og tillægsbøde beder SØIK retten tage stilling til konfiskation af værdier for 61 millioner kroner – herunder tre luksusejendomme på Mallorca – samt frakendelse af retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.

Straffesagen begynder 29. august 2018 ved Retten i Roskilde og er berammet til 25 retsdage.


FAKTA:

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) tiltaler den 46-årige for:

  • Bedrageri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2.

  • Dokumentfalsk af særlig grov karakter efter straffelovens § 171, stk. 1, jf. § 172, stk. 2.

  • Mandatsvig af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 280, nr. 1, jf. § 286, stk. 2.

  • Skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 283, stk. l, nr. 3, jf. § 286, stk. 2.

  • Momssvig af særlig grov karakter efter straffelovens § 289, jf. momslo-vens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1.