Tre mænd tiltalt for at udstyre Islamisk Stat med droner

Tre mænd tiltalt for at udstyre Islamisk Stat med droner

05 July 2019
By Jens Fuglsang Edelholt

DRONESAGEN: To mænd er i dag blevet tiltalt for medvirken til terror. Sammen med en tredje medgerningsmand er de tillige tiltalt for medvirken til forsøg på terrorisme. Ifølge tiltalen har de tre mænd indkøbt avancerede droner og kameraer, der skulle bruges af terrororganisationen Islamisk Stat under kamphandlinger i Syrien.

Justitsministeren har tiltrådt anklagemyndighedens indstilling om, at der nu bliver rejst straffesag mod tre mænd for at have indkøbt droner og andet udstyr med henblik på viderelevering til terrororganisationen Islamisk Stat.

Tiltalen for de tre 30-årige mænd lyder på medvirken til forsøg på terrorisme. To af mændene er desuden tiltalt for medvirken til terrorisme. Det oplyser senioranklager Kristian Kirk, Statsadvokaten i København.

»De tiltalte har ifølge anklageskriftet velovervejet og systematisk skaffet en masse smådele og komponenter, der tilsammen er blevet til slagkraftige terrorvåben. Selv om det kan lyde som indkøbslister til et hobbyprojekt, er det altså dødelig alvor – derfor har vi rejst tiltale efter straffelovens terrorbestemmelser,« siger senioranklager Kristian Kirk. 

Ifølge anklageskriftet har de tiltalte over en periode på fire år fra 2013 til 2017 indkøbt bl.a. hobbyfly, droner og termiske kameraer samt komponenter, værktøj og tilbehør hertil i internetbutikker samt i butikker i Danmark. Hensigten var at viderelevere udstyret til terrororganisationen Islamisk Stat, der skulle anvende udstyret i kamphandlinger mod deres modstandere i Syrien og Irak - herunder til at begå drab og grov vold. 

Desuden er to af mændene tiltalt for medvirken til terrorisme, da de ifølge anklageskriftet har indkøbt kameraer, som senere blev anvendt til rekognoscering i forbindelse med angrebet på den syriske militærbase ”Ain Issa” i august 2014, hvor flere blev dræbt.

Kristian Kirk oplyser, at straffesagen mod de tre mænd forventes at starte i Københavns Byret medio september 2019. Anklagemyndigheden ønsker straffesagen behandlet under medvirken af nævninger, idet de tiltalte hermed vil kunne få en straf på mere end fire års fængsel, hvis de bliver kendt skyldige.

Hvis de bliver kendt skyldige, vil anklagemyndigheden nedlægge påstand om udvisning af den ene af de tiltalte, som ikke er dansk statsborger.

De tre mænd er tiltalt medvirken til forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf. § 23, jf. § 21 samt for overtrædelse af straffelovens § 114 e. To af mændene er desuden tiltalt for medvirken til terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf. § 23.

Pressehenvendelser kan rettes til Jens Fuglsang Edelholt på tlf. 30334689