Flere straffesager bliver gennemført uden den tiltalte møder op

Flere straffesager bliver gennemført uden den tiltalte møder op

05 July 2019
By Jens Fuglsang Edelholt

Flere straffesager bliver gennemført uden den tiltalte møder Som en del af Respektpakke I blev reglerne ændret, så flere straffesager kunne gennemføres, selvom den tiltalte ikke møder op i retten. Formålet var at undgå mange udsatte og forhalede sager. Et særligt tematilsyn gennemført af anklagemyndigheden viser, at de skærpede regler har virket. 

Da Respektpakke I blev gennemført i 2016 blev udeblivelsesreglerne i straffesager skærpet med virkning fra 1. marts 2017.

Formålet med ændringerne var blandt andet at undgå, at straffesager kunne blive forhalede og forsinkede, da langvarige straffesager er et stort problem for ofrene, som kan have vanskeligt ved at komme videre med deres liv, og samtidig er et problem for borgernes tillid til retssystemet. Det er derfor afgørende, at straffesager kommer hurtigt gennem retssystemet.

Retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4 blev ændret, så grænsen for, hvornår der kan afsiges udeblivelsesdom blev hævet fra 3 til 6 måneders fængsel. Samtidig blev det bestemt, at hovedforhandlingen skal gennemføres og sagen fremmes til dom, medmindre der er konkrete grunde til, at tiltaltes tilstedeværelse vurderes at være nødvendig. 

Det betyder, at det vil kræve en særlig grund, hvis en straffesag ikke skal gennemføres som udeblivelsessag, når muligheden foreligger. 

Et såkaldt tematilsyn gennemført af anklagemyndigheden fra 1. marts til 31. maj 2019 i fire udvalgte politikredse - Københavns Politi, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Østjyllands Politi og Syd- og Sønderjyllands Politi – viser, at de skærpede udeblivelsesregler virker efter hensigten. 

Der er i tilsynsperioden identificeret 171 sager, hvor den tiltalte er udeblevet, og de skærpede udeblivelsesregler dermed kan finde anvendelse. Anklagemyndigheden har i 145 af de sager fremsat begæring om, at sagen skulle fremmes til dom i tiltaltes fravær. Retten har i 143 af sagerne imødekommet anklagemyndighedens begæring.

Samlet set er det Rigsadvokatens vurdering, at resultatet af tematilsynet er tilfredsstillende.

»Vi skal selvfølgelig sørge for at bruge de redskaber, vi har i værktøjskassen. En tiltalt skal ikke kunne trække en straffesag i langdrag ved at blive væk uden nogen god grund. Det er både urimeligt over for ofrene og dyrt for os alle sammen som samfund. Derfor er det rigtig positivt, at reglerne virker. Og derfor er jeg også glad for, at alle de mødende anklagere har fokus på det her område,« siger rigsadvokat Jan Reckendorff.

I de resterende 26 sager har anklagemyndigheden i 14 sager ikke fremsat begæring om at fremme sagen på grund af formelle årsager - fx manglende forkyndelse, lovligt forfald hos tiltalte eller vidner. I 12 af de 26 sager har anklagemyndigheden ikke fremsat begæring om at fremme sagen på grund af materielle årsager - det kan fx være manglende oplysninger til identifikation af tiltalte, manglende vidneindkaldelse i erkendte forhold eller at tiltaltes forklaring var nødvendig.  

Læs opsamlingen på tematilsynet om udeblivelsesdomme.

Tematilsynet om udeblivelsesdomme udgår af den centrale tilsynsplan, da det nu er gennemført.

Læs den centrale tilsynsplan.