Seks tiltalt for at være kæmper for Islamisk Stat

Seks tiltalt for at være kæmper for Islamisk Stat

28. april 2017
Af Mikkel Thastum

​Anklagemyndigheden rejser nu straffesag mod seks mænd for at drage til Syrien og træne væbnet kamp for terrororganisationen Islamisk Stat.

Efter omfattende efterforskning af en international navneliste fra terrororganisationen Islamisk Stat (IS) rejser anklagemyndigheden nu straffesag mod seks mænd fra listen. De seks er tiltalt for at drage til Syrien, hvor de har ladet sig hverve til og trænet for terrororganisationen.

Det oplyser statsadvokat Lise-Lotte Nilas, Statsadvokaten i København, efter at Rigsadvokaten og justitsministeren har tiltrådt en indstilling om at rejse tiltale efter straffelovens terrorbestemmelser.

»Efter anklageskriftet er de seks mænd rejst ned til Syrien, hvor de har meldt sig som ”kæmper” for Islamisk Stat. Derfor rejser anklagemyndigheden blandt andet tiltale for en paragraf i straffeloven, der forbyder at lade sig hverve til en terrororganisation,« siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas om de seks tiltalte, der alle er danske statsborgere eller herboende udlændinge.

Danmark fik for et år siden af internationale samarbejdspartnere en liste med navne på personer, der kunne have tilknytning til IS. Siden har efterforskere fra blandt andet Københavns Politi nøje gennemgået de personer, der kunne blive genstand for dansk strafforfølgning.

 »Den samlede konklusion her og nu er, at vi i Danmark står med seks mænd, som jeg mener, at der er grundlag for at rejse straffesag mod – for overtrædelser af straffelovens terrorbestemmelser,« siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

De strafbare handlinger skal være foregået fra 2013 og frem i den periode, hvor IS kaldte sig ISIL (Den Islamiske Stat i Irak og Levanten), der ifølge anklageskriftet er en terrororganisation. Derfor er der rejst tiltale efter straffelovens § 114 c, stk. 3, der handler om at lade sig hverve til en terrororganisation. Der er tillige rejst tiltale efter straffelovens § 114 d, stk. 3, der handler om træning til terror.

De tiltalte bor forskellige steder i landet. Derfor er straffesagerne sendt til tre forskellige byretter: Retten på Frederiksberg, Retten i Glostrup og Retten i Aarhus.

Alle straffesagerne vil blive ført som nævningesager, idet anklagemyndigheden vurderer, at straffen vil kunne blive på mere end fire års fængsel, hvis de tiltalte bliver kendt skyldige.

For yderligere oplysninger, vicestatsadvokat Anders Riisager, 41 91 03 74.

Kommunikationschef Mikkel Thastum, 25 12 61 48.