Opsamling på tematilsyn om digitale sexkrænkelser 1. halvår 2020
Politiet og anklagemyndigheden har de seneste år haft stor fokus på behandlingen af sager om digitale sexkrænkelser, herunder i politiets møde med forurettede, offerrådgivning samt fokus på anklagemyndighedens behandling af sagerne.
Rigsadvokaten har modtaget de regionale statsadvokaters opsamling på det gennemførte tematilsyn om digitale sexkrænkelser, som har omfattet alle landets politikredse i 1. halvår 2020. Tilsynet har i perioden haft fokus på den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved behandlingen af disse sager.
Som det fremgår af opsamlingen, er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid fortsat for lang, om end der er en positiv udvikling i sagsbehandlingstiden generelt set over hele tilsynsperioden. En del af forklaringen på den fortsat for lange gennemsnitlige sagsbehandlingstid ses ifølge opsamlingen at have baggrund i, at der er afgjort en række ældre forhold i perioden.
Rigsadvokaten har i den forbindelse noteret sig, at anmeldte forhold om digitale sexkrænkelser nu generelt påføres de rette søgenøgler i politiets sagsstyringssystem. Dette var således et fokusområde for tilsynet i 2019 og betyder, at det nu er muligt mere retvisende at følge sagområdet statistisk. Rigsadvokaten har også noteret sig, at der fra 1. til 2. kvartal 2020 er sket en stigning i andelen af forhold, hvor den forurettede vejledes korrekt om muligheden for at få politiets bistand til sletning af det krænkende materiale.
Det er samlet set Rigsadvokatens vurdering, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på området stadig ikke har nået et tilfredsstillende niveau. Rigsadvokaten deler derfor også de regionale statsadvokaters vurdering af, at der fortsat er behov for at følge udviklingen på området med henblik på bl.a. at sikre, at den forholdsvis positive udvikling fastholdes. Det skal ses i sammenhæng med, at det samlet set er de regionale statsadvokaters vurdering, at der er stort ledelsesmæssigt fokus på området i politikredsene, og at det på baggrund af de iværksatte initiativer er statsadvokaternes forventning, at sagsbehandlingstiderne fortsat vil falde.
Rigsadvokaten vil sammen med statsadvokaterne drøfte udviklingen på området og overveje behovet for at iværksætte yderligere tiltag på området i 2021.
Rigsadvokaten har orienteret Rigspolitiet om statsadvokaternes opsamling på tematilsynet.
2020
Læs opsamlingen for 1. halvår 2020