Mere end 100 år som selvstændig myndighed

Mere end 100 år som selvstændig myndighed

I 1919 trådte Danmarks første retsplejelov i kraft, og med den blev anklagemyndigheden født som en selvstændig myndighed under Justitsministeriet.

Allerede i 1849 blev der med vedtagelsen af grundloven stillet krav om, at retsplejen skulle adskilles fra forvaltningen, men der gik 70 år, før det lykkedes. Indtil da havde man i Danmark en såkaldt inkvisitorisk proces, hvor dommerne både efterforskede, rejste tiltale og dømte i straffesager.

Dengang spillede forsvareren kun en mindre rolle og retssikkerheden for den tiltalte kunne ofte ligge på et meget lille sted. Det ønskede man at gøre op med ved blandt andet at adskille den dømmende magt fra den udøvende.

Ligebehandling og åbenhed
Anklagemyndigheden blev en selvstændig myndighed, og anklager og forsvarer blev ligeværdige parter i behandlingen af straffesager.

Desuden indførte man mere åbenhed og gik fra overvejende skriftlighed i sagsbehandlingen til mundtlighed, så det var lettere for den tiltalte og andre interesserede at følge med. Endelig indførte man også lægdommere for at sikre, at den tiltaltes sag både blev bedømt af almindelige borgere og juridiske eksperter. Alt sammen for at forbedre borgernes retssikkerhed.

Anklagemyndigheden blev opbygget med en Rigsadvokat, statsadvokater og lokale anklagere placeret i landets politikredse. Den struktur har fungeret stort set uændret frem til i dag, selv om der løbende er blevet justeret på reglerne og på fx antallet af statsadvokater og lokale kredse. I dag er der ud over Rigsadvokaten tre statsadvokaturer og flere lokale afdelinger af anklagemyndigheden fordelt ud over hele Kongeriget.