Spring til indhold

Har du været udsat for en forbrydelse?

Hjælp til ofre, der skal vidne
Hjælp og vejledning til ofre
 

Råd og vejledning

Her finder du  råd og vejledning, der er målrettet den forbrydelse, som du har været udsat for.

Anmeldelse

Hvis du har været udsat for vold, kan det føles hårdt og uoverskueligt at skulle igennem en efterforskning og eventuelt en retssag. Politiet og anklagemyndigheden ved, at processen kan være følelsesmæssigt krævende.

Det er vigtigt, at du anmelder forbrydelsen så hurtigt som muligt. Du kan anmelde forbrydelsen til politiet ved at ringe, skrive eller ved at møde op på en politistation. Politiet kan også modtage din anmeldelse på gerningsstedet.

Du har ikke pligt til at anmelde forbrydelsen til politiet, men det kan være nødvendigt, hvis du for eksempel vil søge erstatning for en skade, du har fået som følge af forbrydelsen.

Politiets afhøring

En afhøring foregår som regel på en politistation, men kan også finde sted på gerningsstedet eller telefonisk. Politiet skriver din forklaring ned, og du får mulighed for at læse den igennem og underskrive den. Det kan være nødvendigt, at politiet afhører dig flere gange under efterforskningen.

Drejer sagen sig om et barn, laver politiet altid en konkret vurdering af, om barnet skal videoafhøres. Vurderingen afhænger især af barnets alder og typen af sag. Videoafhøring betyder, at politiet optager barnets forklaring på video. Optagelsen kan bruges som bevis i retten, så barnet ikke skal vidne i retten.

Børn under 13 år bliver som udgangspunkt videoafhørt. Børn på 13-14 år kan blive videoafhørt i flere forskellige typer af sager, for eksempel sager om vold i familien. Unge på 15 år eller derover bliver som udgangspunkt indkaldt til en almindelig afhøring hos politiet. Børn og unge under 18 år kan dog blive videoafhørt, hvis der er særlige omstændigheder, der taler for det.

Lægeundersøgelse

Hvis du har været udsat for vold, er det en god idé at blive undersøgt på skadestuen umiddelbart efter episoden. På skadestuen undersøger en læge dig og beskriver dine skader i en journal.

Det er frivilligt, om du vil undersøges, men undersøgelsen kan være afgørende, hvis sagen senere kommer for retten, eller hvis du søger om erstatning. Lægens beskrivelse af dine skader kan bruges som bevis i straffesagen.

Hvis et barn skal undersøges af en læge, skal en af forældrene som udgangspunkt give samtykke til undersøgelsen.

Kontaktperson

Hvis politiet forventer, at du skal vidne i retten, kan du få en kontaktperson hos politiet. Du får en kontaktperson i forbindelse med din første afhøring hos politiet eller hurtigst muligt derefter. Kontaktpersonen kan vejlede dig om straffesagens forløb og særlige hensyn i retten. Du kan kontakte personen under hele sagen, hvis du har spørgsmål.

Bistandsadvokat

Som offer for vold eller anden personfarlig kriminalitet kan du i nogle tilfælde få en bistandsadvokat. En bistandsadvokat er gratis og kan hjælpe med at varetage dine interesser igennem hele straffesagen. Politiet fortæller dig om dine muligheder for at få en bistandsadvokat, når du bliver afhørt. Det er retten, som afgør, hvem der kan få en bistandsadvokat.

En bistandsadvokat kan blandt andet give dig råd og vejledning, mens politiet efterforsker sagen. Bistandsadvokaten kan også forklare, hvordan en straffesag foregår, være til stede sammen med dig, hvis sagen kommer for retten og hjælpe dig med at søge om erstatning.

Du kan finde kontaktoplysninger på landets bistandsadvokater på domstol.dk. Under de enkelte byretter kan du finde lister over alle bistandsadvokater. Hvis du ikke kan finde listen, kan du kontakte den enkelte byret. Bistandsadvokaten kaldes også en beneficeret advokat.

Erstatning

Hvis dit forsikringsselskab har dækket dit tab, for eksempel stjålne eller ødelagte ejendele, skal du ikke gøre mere. Hvis gerningspersonen bliver dømt, kan forsikringsselskabet kræve erstatningen tilbagebetalt af gerningspersonen.

Har du ikke en forsikring, eller dækker den ikke hele dit tab, kan du bede politiet om at tage dit erstatningskrav med, hvis sagen kommer for retten. Du skal kunne dokumentere dit økonomiske tab med for eksempel fotos, kvitteringer eller lignende. Du kan også selv oplyse om dit erstatningskrav i retten.

Erstatning efter offererstatningsloven

Har du fået en personskade som følge af vold, kan du i nogle tilfælde få erstatning fra staten. Erstatningen kan blandt andet dække behandlingsudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for sygedage.

Som udgangspunkt skal du have anmeldt forbrydelsen til politiet senest 72 timer efter, at den blev begået for at kunne få erstatning fra staten.

På Civilstyrelsens hjemmeside kan du læse om betingelserne for at få offererstatning og finde vejledning til ansøgningen.

Har du en bistandsadvokat, kan vedkommende hjælpe dig med at søge erstatning. Politiet kan også vejlede dig om, hvordan du søger erstatning.

Hvis sagen kommer for retten

Når du anmelder en forbrydelse, vurderer politiet først, om der er grundlag for at efterforske sagen. Det er ikke alle anmeldelser, der fører til en efterforskning eller en retssag.

Når politiet har efterforsket en sag, vurderer anklagemyndigheden, om der er tilstrækkelige beviser til at rejse tiltale og sende sagen videre til retten. Herefter behandler domstolene sagen, hvor beviser fremlægges og vidner afgiver forklaring for retten, før retten træffer afgørelse. Du kan læse mere om alt fra anmeldelse til afgørelse her.

Hvis du skal vidne i retten, får du et brev med tid og sted for retsmødet.

Besked om løsladelse

I sager om grovere overtrædelser af straffeloven, eksempelvis vold, hvor gerningspersonen idømmes en ubetinget fængselsstraf, kan du som offer bede politiet om at give dig besked, når gerningspersonen har afsonet sin straf, bliver prøveløsladt, har første uledsagede udgang fra fængslet, eller hvis gerningspersonen medvirker i et tv- eller radioprogram eller lignende. Der er en række betingelser, der skal være opfyldt. Din bistandsadvokat eller politiet kan vejlede dig om dine muligheder for at få besked.

Du kan læse mere om:

Hvis du er udsat for psykisk vold, kan det opleves som en stor følelsesmæssig belastning. Udøveren af psykisk vold vil i mange tilfælde have opbygget en magtposition, der kan gøre det svært at fortælle om den psykiske vold til omgivelserne. Politiet og anklagemyndigheden har forståelse for, at det er en følelsesmæssigt krævende proces at anmelde psykisk vold til politiet.

Psykisk vold kan komme til udtryk på forskellige måder, der indebærer forskellige typer af fysiske eller psykiske krænkelser. Samtidig kan grovheden og intensiteten være meget forskellig. Der er nogle betingelser, der skal være opfyldt, for at den psykiske vold er strafbar. Det betyder, at det ikke er enhver form for psykisk vold, der kan straffes efter straffeloven.

Det kan illustreres på denne måde:

Figur illustration i 3 niveauer: Strafbar psykisk vold, ikke strafbar psykisk vold og usunde relationer

For at der kan være tale om strafbar psykisk vold, skal følgende betingelser være opfyldt:

  • Gerningspersonen skal have tilknytning til offerets husstand.
  • Den psykiske vold skal være begået gentagne gange over en periode.
  • Der skal være tale om en groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd.
  • Adfærden skal være egnet til at styre offeret, det vil sige en kontrollerende adfærd, som forhindrer offeret i at udfolde sig frit.

Det er altid en samlet vurdering af alle omstændigheder i en sag, der afgør, om der kan rejses en straffesag for psykisk vold.

Anmeldelse

Hvis du har været udsat for psykisk vold, kan det føles hårdt og uoverskueligt at skulle igennem en efterforskning og eventuelt en retssag. Politiet og anklagemyndigheden ved, at processen kan være følelsesmæssigt krævende.

Du kan anmelde psykisk vold at ringe, skrive eller ved at møde op på en politistation. Du kan blive bedt om at udfylde et skema over hændelsesforløbet. I skemaet kan du notere de forskellige episoder ned, så politiet kan få overblik over omfanget og karakteren af den psykiske vold. Det er ikke et krav, at du udfylder skemaet. Politiet vil stadig behandle og efterforske din sag.

Du har ikke pligt til at anmelde forbrydelsen til politiet, men det kan være nødvendigt, hvis du for eksempel vil søge erstatning for en skade, du har fået som følge af forbrydelsen.

Politiets afhøring

En afhøring foregår som regel på en politistation, men kan også finde sted på gerningsstedet eller telefonisk. Politiet skriver din forklaring ned, og du får mulighed for at læse den igennem og underskrive den. Det kan være nødvendigt, at politiet afhører dig flere gange under efterforskningen.

Politiet laver altid en konkret vurdering af, om et barn eller en ung skal videoafhøres. Vurderingen afhænger især af barnets alder og typen af sag. Videoafhøring betyder, at politiet optager barnets forklaring på video. Optagelsen kan bruges som bevis i retten, så barnet ikke skal vidne i retten.

Børn under 13 år bliver som udgangspunkt videoafhørt. Børn på 13-14 år kan blive videoafhørt i flere forskellige typer af sager herunder sager om psykisk vold i familien. Unge på 15 år eller derover bliver som udgangspunkt indkaldt til en almindelig afhøring hos politiet. Børn og unge under 18 år kan dog blive videoafhørt, hvis der er særlige omstændigheder der taler for det.

Kontaktperson

Hvis politiet forventer, at du skal vidne i retten, kan du få en kontaktperson hos politiet. Du får en kontaktperson i forbindelse med din første afhøring hos politiet eller hurtigst muligt derefter. Kontaktpersonen er som regel en politibetjent, der blandt andet kan vejlede dig om straffesagens forløb, særlige hensyn i retten og mulighederne for erstatning. Du kan kontakte personen under hele sagen, hvis du har spørgsmål.

Bistandsadvokat

Som offer for psykisk vold eller anden personfarlig kriminalitet kan du i nogle tilfælde få en bistandsadvokat. En bistandsadvokat er gratis og kan hjælpe med at varetage dine interesser igennem hele straffesagen. Politiet fortæller dig om dine muligheder for at få en bistandsadvokat, når du bliver afhørt. Det er retten, som afgør, hvem der kan få en bistandsadvokat.

En bistandsadvokat kan blandt andet give dig råd og vejledning, mens politiet efterforsker sagen. Bistandsadvokaten kan også forklare, hvordan en straffesag foregår, være til stede sammen med dig, hvis sagen kommer for retten og hjælpe dig med at søge om erstatning.

Du kan finde kontaktoplysninger på landets bistandsadvokater på domstol.dk. Under de enkelte byretter kan du finde lister over alle bistandsadvokater. Hvis du ikke kan finde listen, kan du kontakte den enkelte byret. Bistandsadvokaten kaldes også en beneficeret advokat.

Erstatning

Hvis dit forsikringsselskab har dækket dit tab, for eksempel stjålne eller ødelagte ejendele, skal du ikke gøre mere. Hvis gerningspersonen bliver dømt, kan forsikringsselskabet kræve erstatningen tilbagebetalt af gerningspersonen.

Har du ikke en forsikring, eller dækker den ikke hele dit tab, kan du bede politiet om at tage dit erstatningskrav med, hvis sagen kommer for retten. Du skal kunne dokumentere dit økonomiske tab med for eksempel fotos, kvitteringer eller lignende. Du kan også selv oplyse om dit erstatningskrav i retten.

Erstatning efter offererstatningsloven

Har du fået en personskade som følge af vold, kan du i nogle tilfælde få erstatning fra staten. Erstatningen kan blandt andet dække behandlingsudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for sygedage.

Som udgangspunkt skal du have anmeldt forbrydelsen til politiet senest 72 timer efter, at den blev begået for at kunne få erstatning fra staten.

På Civilstyrelsens hjemmeside kan du læse om betingelserne for at få offererstatning og finde vejledning til ansøgningen.

Har du en bistandsadvokat, kan vedkommende hjælpe dig med at søge erstatning. Politiet kan også vejlede dig om, hvordan du søger erstatning.

Hvis sagen kommer for retten

Når du anmelder en forbrydelse, vurderer politiet først, om der er grundlag for at efterforske sagen. Det er ikke alle anmeldelser, der fører til en efterforskning eller en retssag.

Når politiet har efterforsket en sag, vurderer anklagemyndigheden, om der er tilstrækkelige beviser til at rejse tiltale og sende sagen videre til retten. Herefter behandler domstolene sagen, hvor beviser fremlægges og vidner afgiver forklaring for retten, før retten træffer afgørelse. Du kan læse mere om alt fra anmeldelse til afgørelse her.

Hvis du skal vidne i retten, får du et brev med tid og sted for retsmødet.

Besked om løsladelse

I sager om grovere overtrædelser af straffeloven, eksempelvis vold, hvor gerningspersonen idømmes en ubetinget fængselsstraf, kan du som offer bede politiet om at give dig besked, når gerningspersonen har afsonet sin straf, bliver prøveløsladt, har første uledsagede udgang fra fængslet, eller hvis gerningspersonen medvirker i et tv- eller radioprogram eller lignende. Der er en række betingelser, der skal være opfyldt. Din bistandsadvokat eller politiet kan vejlede dig om dine muligheder for at få besked.

Du kan læse mere om:

Anmeldelse

Hvis du har været udsat for voldtægt eller andet seksuelt overgreb, kan det føles hårdt og uoverskueligt at skulle igennem en efterforskning og eventuelt en retssag. Politiet og anklagemyndigheden ved, at det er en følelsesmæssigt krævende proces. Vi vil gøre vores bedste for at hjælpe dig undervejs.

Det er vigtigt, at du anmelder forbrydelsen så hurtigt som muligt. Du kan anmelde forbrydelsen til politiet telefonisk, skriftligt eller ved at møde op på en politistation. Politiet kan også modtage din anmeldelse på gerningsstedet.

Du har ikke pligt til at anmelde forbrydelsen til politiet, men det kan være nødvendigt, hvis du for eksempel vil søge erstatning for en skade, du har fået som følge af forbrydelsen.

Du har mulighed for at få en gratis samtale med en bistandsadvokat, før du beslutter dig for, om du ønsker at anmelde voldtægten til politiet. Bistandsadvokaten kan vejlede dig om dine muligheder og rettigheder. Bistandsadvokaten vil også kunne fortælle dig, hvordan du kan forvente, at sagen vil forløbe, hvis du indgiver en anmeldelse til politiet.

Politiets afhøring

En afhøring foregår som regel på en politistation. Som offer for en voldtægt har du ret til at blive videoafhørt. Det betyder, at politiet optager forklaringen på video. Hvis du ønsker at blive videoafhørt, vil videoafhøringen kunne bruges som bevis under en eventuel retssag. Du skal dog stadig møde op som vidne i retten og svare på spørgsmål.

Hvis du ikke ønsker, at din afhøring bliver optaget på video, skriver politiet din forklaring ned i en politirapport. Du får mulighed for at læse rapporten igennem og underskrive den, men du har ikke pligt til at gøre det. Nogle gange kan det være nødvendigt at afhøre dig flere gange under efterforskningen. Hvis din sag skal behandles i retten, skal du møde op som vidne og afgive forklaringen igen.

Børn under 15 år, der har været udsat for et seksuelt overgreb, bliver som regel afhørt til video. Det betyder, at politiet optager barnets forklaring på video. Optagelsen kan bruges som bevis i retten, så barnet ikke skal vidne i retten. Du kan finde mere hjælp længere nede på siden, hvis du under 18 år og har været udsat for et seksuelt overgreb.

Kontaktperson

Hvis politiet forventer, at du skal vidne i retten, kan du få en kontaktperson hos politiet. Du får en kontaktperson i forbindelse med din første afhøring hos politiet eller hurtigst muligt derefter. Kontaktpersonen kan vejlede dig om straffesagens forløb og særlige hensyn i retten. Du kan kontakte personen under hele sagen, hvis du har spørgsmål.

Bistandsadvokat

Som offer for voldtægt eller andre alvorlige seksualforbrydelser har du mulighed for at få en gratis samtale med en bistandsadvokat, før du beslutter dig for, om du ønsker at anmelde voldtægten til politiet. Hvis du ikke har gjort brug af din ret til at tale med en bistandsadvokat før anmeldelsen, hjælper politiet dig med at få en bistandsadvokat efter anmeldelsen, medmindre du ikke ønsker det. En bistandsadvokat er gratis og kan hjælpe med at varetage dine interesser igennem hele straffesagen.

En bistandsadvokat kan blandt andet give dig råd og vejledning, mens politiet efterforsker sagen. Bistandsadvokaten kan også forklare, hvordan en straffesag foregår, være til stede sammen med dig, hvis sagen kommer for retten og hjælpe dig med at søge om erstatning.

Du kan finde kontaktoplysninger på landets bistandsadvokater på domstol.dk. Under de enkelte byretter kan du finde lister over alle bistandsadvokater. Hvis du ikke kan finde listen, kan du kontakte den enkelte byret. Bistandsadvokaten kaldes også en beneficeret advokat.

Lægeundersøgelse

Når du har været udsat for voldtægt eller en lignende seksualforbrydelse, kan det være vigtigt, at du bliver undersøgt af en læge. Det er frivilligt, om du vil undersøges, men undersøgelsen kan være afgørende, hvis sagen senere kommer for retten, eller hvis du søger erstatning. Lægens beskrivelse af dine skader kan nemlig bruges som bevis. Politiet fortæller dig, hvis der er brug for en lægeundersøgelse.

Du bliver undersøgt på skadestuen, Center for Voldtægtsofre eller Center for Seksuelle Overgreb af personer, der er uddannet til at undersøge ofre for seksuelle overgreb.

Hvis et barn skal undersøges af en læge, skal der som udgangspunkt gives samtykke af en af forældrene.

Afhøring i retten

Hvis sagen skal afgøres i retten, bliver du indkaldt til at afgive forklaring, også selvom du eventuelt har afgivet forklaring ved en videoafhøring. Din bistandsadvokat kan fortælle dig, hvordan det hele foregår, og hvad du skal gøre. Du kan tage en pårørende med i retten, men du kan ikke have nogen med, der selv skal afgive forklaring i retten.

Når du skal afgive forklaring, har du ret til at få dørene lukket under din forklaring. Det kaldes også dørlukning. Det betyder, at det kun er de professionelle parter og den tiltalte, der må være i retssalen, og at der ikke må være andre tilhørere i retslokalet. Det betyder også, at det, der bliver sagt i retten, ikke må gengives offentligt ved eksempelvis at skrive om det i avisen eller bringe det i fjernsynet.

Som udgangspunkt har den tiltalte ret til at høre din forklaring i retten. I særlige tilfælde kan retten dog beslutte, at den tiltalte skal forlade retslokalet, mens du afgiver din forklaring. Det kan for eksempel ske i sager, hvor der er risiko for, at du ellers ikke vil kunne forklare dig frit. Hvis den tiltalte bliver ført ud af retslokalet, mens du afgiver forklaring, vil vedkommende kunne høre din forklaring fra et andet lokale.

Du kan læse mere om:

Fra anmeldelse til eventuel retssag

Har du været udsat for tyveri, indbrud, hærværk eller lignende, kan du anmelde det til politiet.  Det er vigtigt, at du anmelder forbrydelsen så hurtigt som muligt. Du kan anmelde forbrydelsen til politiet ved at ringe, skrive eller ved at møde op på en politistation. Politiet kan også modtage din anmeldelse på gerningsstedet.

Du er ikke forpligtet til at anmelde forbrydelsen til politiet, men det kan være et krav, hvis du for eksempel vil søge om erstatning.

Politiets efterforskning  

Når politiet modtager en anmeldelse tager de stilling til sagens karakter og hvad der herefter skal ske. I nogle sager vurderer politiet, at der ikke er grundlag for at indlede en efterforskning. Det kan for eksempel være fordi at det forhold, der er anmeldt, ikke er strafbart.

Politiet undersøger om der er spor, vidner eller andre oplysninger der kan opklare sagen og indleder en efterforskning for at sikre beviser. Selv hvis politiet vurderer, at der ikke er beviser som kan opklare sagen, bliver din anmeldelse stadig registreret i politiets systemer. Politiet kan også iværksætte en efterforskning og efterfølgende beslutte at standse efterforskningen. Det kan ske, hvis det for eksempel viser sig, at det ikke er muligt at finde gerningspersonen eller hvis der ikke er flere spor at arbejde videre med.

Hvis du er offer for en forbrydelse, får du besked, uanset om politiet enten beslutter ikke at indlede en efterforskning, eller hvis de beslutter at standse en efterforskning. Du har mulighed for at klage over denne afgørelse. Du får en klagevejledning sammen med afgørelsen. Du kan læse mere om alt fra anmeldelse til afgørelse her.

Hvis sagen kommer for retten

Når du anmelder en forbrydelse, vurderer politiet først, om der er grundlag for at efterforske sagen. Det er ikke alle anmeldelser, der fører til en efterforskning eller en retssag.

Når politiet har efterforsket en sag, vurderer anklagemyndigheden, om der er tilstrækkelige beviser til at rejse tiltale og sende sagen videre til retten. Herefter behandler domstolene sagen, hvor beviser fremlægges og vidner afgiver forklaring for retten, før retten træffer afgørelse. Du kan læse mere om alt fra anmeldelse til afgørelse her.

Hvis du skal vidne i retten, får du et brev med tid og sted for retsmødet.

Erstatning

Hvis dit forsikringsselskab har dækket dit tab, for eksempel stjålne eller ødelagte ejendele, skal du ikke gøre mere. Hvis gerningspersonen bliver dømt, kan forsikringsselskabet kræve erstatningen tilbagebetalt af gerningspersonen.

Har du ikke en forsikring, eller dækker den ikke hele dit tab, kan du bede politiet om at tage dit erstatningskrav med, hvis sagen kommer for retten. Du skal kunne dokumentere dit økonomiske tab med for eksempel fotos, kvitteringer eller lignende. Du kan også selv oplyse om dit erstatningskrav i retten.

Erstatning efter offererstatningsloven

Har du fået en personskade som følge af vold, kan du i nogle tilfælde få erstatning fra staten. Erstatningen kan blandt andet dække behandlingsudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for sygedage.

Som udgangspunkt skal du have anmeldt forbrydelsen til politiet senest 72 timer efter, at den blev begået for at kunne få erstatning fra staten.

På Civilstyrelsens hjemmeside kan du læse om betingelserne for at få offererstatning og finde vejledning til ansøgningen.

Har du en bistandsadvokat, kan vedkommende hjælpe dig med at søge erstatning. Politiet kan også vejlede dig om, hvordan du søger erstatning.

Deltagelse i konfliktråd

Du kan i nogle sager vælge at deltage i et konfliktråd. Det er et frivilligt møde mellem dig og gerningspersonen, hvor du kan tale med gerningspersonen om det, der er sket.

Du kan læse mere om:

Hvordan kan politiet hjælpe dig?

Hvis du kontakter politiet for at få hjælp til at standse forfølgelsen eller chikanen, vil du blive bedt om at fortælle om de henvendelser, som du har været udsat for. Du vil også blive bedt om at give politiet dine notater og de henvendelser, som du har gemt. Oplysningerne vil indgå i politiets vurdering af sagen. Læs mere om, hvad du skal gøre, og hvordan politiet kan hjælpe, hvis du er blevet offer for stalking.

Når politiet har set på sagen, vil politiet normalt kontakte den person, der forfølger eller chikanerer dig. Politiet vil fortælle ham eller hende, hvad du har forklaret til politiet.

Når personen har haft mulighed for at komme med sin version af det, der er sket, beslutter politiet, hvad der skal gøres i sagen.

Vejledning, konfliktråd og formaning

I nogle tilfælde, f.eks. hvis betingelserne for at udstede et tilhold (endnu) ikke er opfyldt, vil politiet vejlede dig og den person, der forfølger eller chikanerer dig, om reglerne på området og prøve at løse en eventuel konflikt.

Politiet kan også vurdere, at sagen er egnet til at blive behandlet i et konfliktråd. Det er et møde mellem dig og den person, der forfølger eller chikanerer dig. Det er frivilligt for jer begge at deltage i mødet. Der vil være en mægler til stede under mødet, og her vil du under trygge forhold kunne tale med ham eller hende, der forfølger eller chikanerer dig.

I andre tilfælde vurderer politiet, at en formaning vil kunne standse forfølgelsen eller chikanen. En formaning betyder, at politiet advarer den person, der forfølger eller chikanerer dig, om, at politiet kan give et tilhold, hvis forfølgelsen eller chikanen fortsætter.

Hvis formaningen ikke får personen til at holde op med at forfølge eller chikanere dig, eller hvis han eller hun begynder at chikanere dig igen efter noget tid, skal du kontakte politiet, der så vil vurdere sagen igen.

Tilhold, herunder strakstilhold

Et af de skridt, som politiet kan tage for at standse forfølgelsen eller chikanen, er at give et tilhold eller et midlertidigt tilhold (strakstilhold).

Hvad er et tilhold (strakstilhold) 

Et tilhold (strakstilhold) betyder, at den person, der forfølger eller chikanerer dig, ikke må kontakte dig eller følge efter dig. Det betyder, at han eller hun hverken må henvende sig til dig personligt, mundtligt eller skriftligt, heller ikke ved e-mails, sms’er, beskeder via sociale netværk mv.

Det er ligegyldigt, om henvendelserne er fredelige eller uvenlige. Personen må altså heller ikke sende dig blomster eller gaver eller indtale venlige telefonbeskeder. Personen må heller ikke kontakte dig indirekte via sociale netværk – f.eks. ved at udtale sig om dig via sociale netværk eller i debatfora på internettet.

Når der er givet et tilhold, skal du ikke kontakte den person, der har fået tilholdet, eller besvare henvendelser fra ham eller hende. Hvis du frivilligt har kontakt med personen, kan det føre til, at tilholdet (strakstilholdet) bortfalder.

I særlige situationer fører kontakt ikke til, at tilholdet bortfalder. Det kan f.eks. være, hvis et fællesbarn pludselig bliver alvorligt sygt, og forælderen derfor er nødt til at tage kontakt.

Hvornår kan politiet give et strakstilhold?

En beslutning om at give et strakstilhold kan træffes hurtigt og er en midlertidig beskyttelse af dig, indtil der eventuelt træffes en endelig afgørelse om tilhold eller opholdsforbud.

Politiet kan give et strakstilhold, hvis der er rimelig grund til at mistænke en person for at have at krænket din fred ved at forfølge eller genere dig med f.eks. personlige, mundtlige eller skriftlige henvendelser.

Politiet kan også give et strakstilhold til en person, hvis der er rimelig grund til at mistænke, at han eller hun har begået et strafbart forhold, som krænker din fred. Det kan f.eks. være, hvis han eller hun har skaffet sig adgang til din bolig, har fremsat strafbare trusler over for dig eller har begået hærværk mod dine ting.

I begge tilfælde er det en betingelse, at der er grund til at tro, at personen vil fortsætte med at krænke din fred. Det vil der f.eks. være, hvis han eller hun igennem et stykke tid har krænket din fred, eller hvis politiet har givet ham eller hende en formaning, uden at forfølgelsen eller chikanen er standset.

Politiet kan ikke give et strakstilhold, hvis den person, der forfølger eller chikanerer dig, har en rimelig interesse i at kontakte dig. Det vil eksempelvis være i situationer, hvor I har mindreårige børn sammen, har nære familiemæssige relationer eller er naboer.

Når der er meddelt et strakstilhold, vil politiet undersøge sagen til bunds og afgøre, om der er grundlag for at meddele et endeligt tilhold eller et opholdsforbud. Dette skal så vidt muligt ske inden for 60 dage.

Hvor længe kan et strakstilhold vare?

Et strakstilhold gælder indtil videre og bortfalder først, når der træffes afgørelse om tilhold eller om at strakstilholdet skal tilbagekaldes.

Hvornår kan politiet give et tilhold?

Politiet kan give et tilhold, hvis der er en begrundet mistanke om, at en person har krænket din fred ved at forfølge eller genere dig med f.eks. personlige, mundtlige eller skriftlige henvendelser.

Politiet kan også give et tilhold til en person, hvis der er en begrundet mistanke om, at han eller hun har begået et strafbart forhold, som krænker din fred. Det kan f.eks. være, hvis han eller hun har skaffet sig adgang til din bolig, har fremsat strafbare trusler over for dig eller har begået hærværk mod dine ting.

I begge tilfælde er det en betingelse, at der er grund til at tro, at personen vil fortsætte med at krænke din fred. Det vil der f.eks. være, hvis han eller hun igennem et stykke tid har krænket din fred, eller hvis politiet har givet ham eller hende en formaning, uden at forfølgelsen eller chikanen er standset.

Politiet kan også give et tilhold til en person, som er mistænkt for at have begået eller forsøgt at begå en grov personfarlig forbrydelse mod dig. Det vil f.eks. være aktuelt ved forbrydelser som drabsforsøg, røveri, frihedsberøvelse, grovere vold, brandstiftelse eller voldtægt. Det er en betingelse, at politiet vurderer, at du eller dine nærmeste på grund af forbrydelsens grovhed ikke skal udsættes for henvendelser fra den mistænkte.

Der kan ikke gives et tilhold, hvis du bor sammen med den person, der forfølger eller chikanerer dig. I behøver ikke at være skilt eller separeret, men samlivet skal være ophørt. Tilholdet bortfalder, hvis I finder sammen igen. Det gælder også i tilfælde, hvor I kort tid efter, at I har fundet sammen, går fra hinanden igen.

Hvis den person, der forfølger eller chikanerer dig, har samværsret med jeres fælles barn, vil tilholdet være udformet sådan, at han eller hun stadig kan gennemføre sin samværsret. Hvis du har spørgsmål om samværsretten, kan du kontakte Familieretshuset.

Et tilhold kan udvides til at omfatte andre medlemmer af din husstand, hvis det er nødvendigt for at stoppe forfølgelsen eller chikanen. Hvis du f.eks. bliver kontaktet gennem dit barn eller din ægtefælle, kan tilholdet udvides, så personen, der forfølger eller chikanerer dig, heller ikke må kontakte dem.

Hvis du har været udsat for et strafbart forhold, f.eks. vold, kan gerningsmanden blive straffet, uanset om der bliver givet et tilhold eller ej.

Hvor længe kan et tilhold vare? 

Et tilhold kan gives for en periode på op til 5 år. Når tilholdet udløber, kan der gives et nyt tilhold, hvis betingelserne stadig er opfyldt.

Politiet kan også give et opholdsforbud til den person, der forfølger eller chikanerer dig.

Opholdsforbud

Hvad er et opholdsforbud?

Et opholdsforbud betyder, at personen, der forfølger eller chikanerer dig, får et forbud mod at opholde sig eller færdes i et bestemt område. Det kan f.eks. være et forbud mod at opholde sig i nærheden af din bolig, dit arbejds- eller uddannelsessted og andre steder, hvor du ofte kommer, f.eks. et idrætsanlæg eller et bestemt supermarked.

Hvornår kan politiet give et opholdsforbud? 

Politiet kan give et opholdsforbud til en person, der er mistænkt for at have begået en grov personfarlig forbrydelse mod dig. Politiet kan også give et opholdsforbud til en person, der gentagne gange har krænket din fred, f.eks. ved at forfølge eller genere dig med uønskede henvendelser eller ved at begå hærværk mod dine ting. Herudover kan politiet give et opholdsforbud til en person, som har overtrådt et tilhold.

Politiet kan give et opholdsforbud, hvis politiet vurderer, at betingelserne for at give et tilhold er opfyldt, men samtidig vurderer, at et tilhold ikke er tilstrækkeligt til at beskytte dig mod den person, der forfølger eller chikanerer dig.

I nogle tilfælde kan der ikke gives opholdsforbud. Det gælder f.eks., hvis den person, der forfølger eller chikanerer dig, er din nabo og derfor ikke kan undgå at opholde sig i nærheden af din bopæl.

Et opholdsforbud kan på samme måde som et tilhold udvides til at omfatte andre medlemmer af din husstand, hvis det er nødvendigt for at stoppe forfølgelsen eller chikanen.

Et opholdsforbud kan kombineres med et tilhold og/eller en bortvisning.

Hvor længe kan et opholdsforbud vare? 

Et opholdsforbud kan gives for en periode på op til 1 år. Når fristen udløber, kan der gives et nyt opholdsforbud, hvis betingelserne stadig er opfyldt.

Bortvisning

I særlige tilfælde kan politiet bortvise en person, som bor sammen med dig.

Hvad er bortvisning? 

En bortvisning betyder, at personen ikke må opholde sig i jeres fælles hjem. Politiet kan tilbageholde personen i op til 24 timer, mens sagen om bortvisning bliver behandlet. Det betyder, at han eller hun bliver fjernet fra jeres fælles hjem, selv om politiet endnu ikke har besluttet, om der skal ske bortvisning.

Hvornår kan politiet bortvise en person?

Hvis du bor sammen med en person på over 18 år, som er mistænkt for at have udsat dig eller et andet medlem af husstanden for en seksualforbrydelse, ulovlig tvang, vold, trusler om vold eller anden personfarlig kriminalitet, kan politiet bortvise den mistænkte fra jeres fælles hjem.

Bortvisning kan kun ske, hvis der er bestemte grunde til at tro, at den mistænkte vil begå en lignende forbrydelse, hvis han eller hun bliver i hjemmet. Bortvisning kan kombineres med et tilhold og/eller et opholdsforbud.

Hvor længe kan en bortvisning vare?

Bortvisning kan ske for en periode på op til fire uger. Når fristen udløber, kan bortvisningen forlænges, hvis betingelserne stadig er opfyldt.

Hvis forfølgelsen eller chikanen fortsætter

Hvis den person, der har fået et tilhold, et opholdsforbud eller er blevet bortvist, kontakter dig, skal du skrive ned, hvad der er sket. Du skal også gemme de breve, e-mails, sms’er eller andre henvendelser, som du eventuelt har fået. Du skal lade være med at svare på henvendelser eller på anden måde kontakte personen. Giv i stedet politiet de henvendelser, du har fået.

Hvis anklagemyndigheden vurderer, at det kan bevises, at personen har overtrådt tilholdet, opholdsforbuddet eller bortvisningen, bliver han eller hun tiltalt. Det betyder, at sagen bliver sendt i retten. Hvis du skal møde i retten og vidne, får du et brev om, hvor og hvornår det foregår.

Du kan i visse tilfælde få en bistandsadvokat, der kan støtte dig, hvis du skal afgive forklaring i retten. Politiet vil vejlede dig om mulighederne for at få en bistandsadvokat.

Overtrædelser af et tilhold, et opholdsforbud eller en bortvisning kan straffes med bøde eller fængsel.

Klage over tilhold, opholdsforbud og bortvisning

Det er politiet, der afgør, om betingelserne for at give et tilhold eller et opholdsforbud er opfyldt. Det er også politiet, der afgør, om betingelserne for at bortvise en person fra den fælles bopæl er opfyldt.

Klage

Den person, der har fået et tilhold, et opholdsforbud eller er blevet bortvist, kan klage over politiets beslutning. Klagen behandles af statsadvokaten.

Du kan også klage til statsadvokaten, hvis politiet afviser at give et tilhold eller et opholdsforbud eller at bortvise en person.

Indbringelse for retten: 

En person, som har fået et opholdsforbud eller er blevet bortvist, kan også kræve, at afgørelsen bliver indbragt for retten. Retten vil normalt afgøre en klagesag, uden at du skal afgive forklaring i retten. Hvis du undtagelsesvis skal afgive forklaring i retten som vidne, kan du få en bistandsadvokat.

Erstatning

Du kan få erstatning fra staten for personskade, der forvoldes ved, at en person overtræder et tilhold, et opholdsforbud eller en bortvisning. Politiet kan fortælle dig, hvordan du bærer dig ad med at søge om erstatning. Hvis du har en bistandsadvokat, kan han eller hun hjælpe dig med at opgøre dit erstatningskrav.

Hvad er en hadforbrydelse:

En hadforbrydelse eller hate crime er en forbrydelse, der er motiveret af had over for den gruppe, som ofret tilhører eller antages at tilhøre.

Hvis du bliver udsat for kriminalitet, for eksempel vold eller trusler, og det sker på grund af din etniske oprindelse, tro, handicap, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, er det en hadforbrydelse, og kan føre til en hårdere straf for gerningspersonen.

Eksempel:

  • En tiltalt havde spyttet og slået en homoseksuel mand i ansigtet med et knytnæveslag efter, at han havde set manden få et kys på kinden af sin mandlige kæreste. Tiltalte havde flere gange sagt ”disgusting”, og der havde ikke forinden episoden været nogen kontakt mellem tiltalte og manden. Den tiltalte blev straffet med 80 dages fængsel for vold, og straffen blev skærpet, fordi der var tale om en hadforbrydelse.

 

Hvis en gruppe af personer bliver truet, forhånet eller nedværdiget på grund af deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro, handicap, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika er det såkaldt hadtale, hvilket er strafbart.

Eksempel:

  • Den tiltalte havde på offentlig gade råbt til en tilfældig kvinde af anden etnisk oprindelse end dansk: ”Rejs hjem, hvor du kommer fra. Unge indvandrere voldtager og voldtager.” Den tiltalte blev idømt 20 dagbøder á 100 kr., da der var tale om forhånelse af en gruppe af personer på grund af deres etniske oprindelse, altså såkaldt hadtale.

 

Alle har desuden ret til at blive behandlet ligeværdigt. Hvis du bliver afvist eller behandlet dårligere på grund af din race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, kan der være tale om ulovlig forskelsbehandling.

Eksempel:

  • En tiltalt dørmand havde nægtet en person adgang til et diskotek på grund af dennes etniske oprindelse. Dørmanden blev idømt en bøde på 1.000 kr., da der var tale om ulovlig forskelsbehandling.

 

Du kan læse mere om hadforbrydelser i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om hadforbrydelser, og du kan finde flere eksempler på konkrete sager med hadtale i Hadforbrydelser her.

Hvornår kan noget straffes som en hadforbrydelse?

En hadforbrydelse kan komme til udtryk på mange forskellige måder, og grovheden og intensiteten kan være meget forskellig.

For at en handling eller udtalelse kan straffes som en hadforbrydelse, er der en række betingelser. Det er derfor ikke nok, at du oplever en handling eller udtalelse som en hadforbrydelse. Politiet og anklagemyndigheden skal også kunne bevise at de juridiske betingelser for en hadforbrydelse er opfyldt.

Hvis der skal straffes for hadtale, er det for eksempel en betingelse, at udtalelsen skal være fremsat offentligt eller med hensigt om, at den skal udbredes til andre.

Hvis straffen for et voldeligt overfald skal skærpes, fordi der er tale om en hadforbrydelse, er det en betingelse, at det voldelige overfald helt eller delvist har baggrund i ofrets etniske oprindelse, tro, handicap, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristika eller lignende – altså at der er et såkaldt hadmotiv.

Politiet laver altid en konkret vurdering af den enkelte sag, hvor de blandt andet inddrager vidneforklaringer, opslag på sociale medier mv.

Hvis du mener, at en forbrydelse kan være motiveret af had eller fordomme, er det derfor vigtigt, at du fortæller det til politiet. Det kan hjælpe politiet med at efterforske sagen som en hadforbrydelse.

Anmeldelse

Hvis du har været udsat for en hadforbrydelse, kan det føles hårdt og uoverskueligt at skulle igennem en efterforskning og eventuelt en retssag. Politiet og anklagemyndigheden ved, at processen kan være følelsesmæssigt krævende.

Det er vigtigt, at du anmelder forbrydelsen så hurtigt som muligt. Du kan anmelde forbrydelsen til politiet ved at ringe, skrive eller ved at møde op på en politistation. Politiet kan også modtage din anmeldelse på gerningsstedet.

Du har ikke pligt til at anmelde forbrydelsen til politiet, men det kan være nødvendigt, hvis du for eksempel vil søge erstatning for en skade, du har fået som følge af forbrydelsen.

Politiets afhøring

En afhøring foregår som regel på en politistation, men kan også finde sted på gerningsstedet eller telefonisk. Politiet skriver din forklaring ned, og du får mulighed for at læse den igennem og underskrive den. Det kan være nødvendigt, at politiet afhører dig flere gange under efterforskningen.

Drejer sagen sig om et barn, laver politiet altid en konkret vurdering af, om barnet skal videoafhøres. Vurderingen afhænger især af barnets alder og typen af sag. Videoafhøring betyder, at politiet optager barnets forklaring på video. Optagelsen kan bruges som bevis i retten, så barnet ikke skal vidne i retten.

Børn under 13 år bliver som udgangspunkt videoafhørt. Børn på 13-14 år kan blive videoafhørt i flere forskellige typer af sager, for eksempel sager om vold i familien. Unge på 15 år eller derover bliver som udgangspunkt indkaldt til en almindelig afhøring hos politiet. Børn og unge under 18 år kan dog blive videoafhørt, hvis der er særlige omstændigheder, der taler for det.

Lægeundersøgelse

Hvis du har været udsat for vold, er det en god idé at blive undersøgt på skadestuen umiddelbart efter episoden. På skadestuen undersøger en læge dig og beskriver dine skader i en journal.

Det er frivilligt, om du vil undersøges, men undersøgelsen kan være afgørende, hvis sagen senere kommer for retten, eller hvis du søger om erstatning. Lægens beskrivelse af dine skader kan bruges som bevis i straffesagen.

Hvis et barn skal undersøges af en læge, skal en af forældrene som udgangspunkt give samtykke til undersøgelsen.

Kontaktperson

Hvis politiet forventer, at du skal vidne i retten, kan du få en kontaktperson hos politiet. Du får en kontaktperson i forbindelse med din første afhøring hos politiet eller hurtigst muligt derefter. Kontaktpersonen kan vejlede dig om straffesagens forløb og særlige hensyn i retten. Du kan kontakte personen under hele sagen, hvis du har spørgsmål.

Bistandsadvokat

Som offer for vold eller anden personfarlig kriminalitet kan du i nogle tilfælde få en bistandsadvokat. En bistandsadvokat er gratis og kan hjælpe med at varetage dine interesser igennem hele straffesagen. Politiet fortæller dig om dine muligheder for at få en bistandsadvokat, når du bliver afhørt. Det er retten, som afgør, hvem der kan få en bistandsadvokat.

En bistandsadvokat kan blandt andet give dig råd og vejledning, mens politiet efterforsker sagen. Bistandsadvokaten kan også forklare, hvordan en straffesag foregår, være til stede sammen med dig, hvis sagen kommer for retten og hjælpe dig med at søge om erstatning.

Du kan finde kontaktoplysninger på landets bistandsadvokater på domstol.dk. Under de enkelte byretter kan du finde lister over alle bistandsadvokater. Hvis du ikke kan finde listen, kan du kontakte den enkelte byret. Bistandsadvokaten kaldes også en beneficeret advokat.

Erstatning

Hvis dit forsikringsselskab har dækket dit tab, for eksempel stjålne eller ødelagte ejendele, skal du ikke gøre mere. Hvis gerningspersonen bliver dømt, kan forsikringsselskabet kræve erstatningen tilbagebetalt af gerningspersonen.

Har du ikke en forsikring, eller dækker den ikke hele dit tab, kan du bede politiet om at tage dit erstatningskrav med, hvis sagen kommer for retten. Du skal kunne dokumentere dit økonomiske tab med for eksempel fotos, kvitteringer eller lignende. Du kan også selv oplyse om dit erstatningskrav i retten.

Erstatning efter offererstatningsloven

Har du fået en personskade som følge af vold, kan du i nogle tilfælde få erstatning fra staten. Erstatningen kan blandt andet dække behandlingsudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for sygedage.

Som udgangspunkt skal du have anmeldt forbrydelsen til politiet senest 72 timer efter, at den blev begået for at kunne få erstatning fra staten.

På Civilstyrelsens hjemmeside kan du læse om betingelserne for at få offererstatning og finde vejledning til ansøgningen.

Har du en bistandsadvokat, kan vedkommende hjælpe dig med at søge erstatning. Politiet kan også vejlede dig om, hvordan du søger erstatning.

Hvis sagen kommer for retten

Når du anmelder en forbrydelse, vurderer politiet først, om der er grundlag for at efterforske sagen. Det er ikke alle anmeldelser, der fører til en efterforskning eller en retssag.

Når politiet har efterforsket en sag, vurderer anklagemyndigheden, om der er tilstrækkelige beviser til at rejse tiltale og sende sagen videre til retten. Herefter behandler domstolene sagen, hvor beviser fremlægges og vidner afgiver forklaring for retten, før retten træffer afgørelse. Du kan læse mere om alt fra anmeldelse til afgørelse her.

Hvis du skal vidne i retten, får du et brev med tid og sted for retsmødet.

Besked om løsladelse

I sager om grovere overtrædelser af straffeloven, eksempelvis vold, hvor gerningspersonen idømmes en ubetinget fængselsstraf, kan du som offer bede politiet om at give dig besked, når gerningspersonen har afsonet sin straf, bliver prøveløsladt, har første uledsagede udgang fra fængslet, eller hvis gerningspersonen medvirker i et tv- eller radioprogram eller lignende. Der er en række betingelser, der skal være opfyldt. Din bistandsadvokat eller politiet kan vejlede dig om dine muligheder for at få besked.

Du kan læse mere om:

Anmeldelse

Hvis du har været udsat for et seksuelt overgreb, kan det virke uoverskueligt og hårdt at skulle igennem en politiundersøgelse og måske en retssag. Politiet og anklagemyndigheden ved, at det er en følelsesmæssigt krævende proces. Vi gør vores bedste for at hjælpe dig undervejs.

Kontaktperson

Du vil få en kontaktperson hos politiet, som du kan ringe til, hvis du har spørgsmål eller brug for at tale om sagen. Kontaktpersonen er typisk en politibetjent. Kontaktpersonen kan give dig vejledning og information om din retsstilling og om sagens gang. Herudover kan kontaktpersonen fortælle om mulighederne for at tage særligt hensyn til dig i forbindelse med, at du skal vidne i retten. Du kan tale med politiet om mulighederne for at få en kontaktperson.

Bistandsadvokat

Når du har været udsat for voldtægt eller en lignende alvorlig seksualforbrydelse, får du en bistandsadvokat, medmindre du ikke ønsker det. Bistandsadvokaten kan hjælpe dig og varetage dine interesser under hele straffesagen. Bistandsadvokaten er uden omkostninger for dig. Du får mulighed for at tale med din bistandsadvokat, før politiet afhører dig første gang. Nogle gange kan det dog være nødvendigt, at politiet stiller dig spørgsmål, inden du har talt med din bistandsadvokat.

Politiets afhøring

Det er politiets opgave at efterforske din sag. Det vil sige finde ud af:

• Hvad der er foregået
• Om det er strafbart
• Hvem der har gjort det

Politiet starter normalt med at tale med dig. Det kaldes en afhøring. Den foregår typisk på politistationen. Normalt er der kun dig og politibetjenten i lokalet, men bistandsadvokaten og en repræsentant fra kommunen kan også være til stede. Politiet skriver din forklaring ned i en politirapport. Nogle gange er det nødvendigt at afhøre dig flere gange i løbet af efterforskningen.

Politiet afhører også andre personer, som kender til sagen.

Videoafhøring

Er du 15 år eller derunder bliver du som udgangspunkt afhørt til video. Det betyder, at din forklaring bliver optaget på video. Videoen kan bruges som bevis under retssagen, så du ikke skal vidne i retten. Den politibetjent, der skal videoafhøre dig, er specielt uddannet til det.

Normalt besøger politibetjenten dig i hjemmet inden afhøringen. Her får du blandt andet at vide, hvor og hvordan afhøringen skal foregå. På den måde bliver du bedre forberedt på afhøringen og mere tryg ved, hvad der skal ske. Formålet med hjemmebesøget er, at du skal have set og talt med den person, der senere skal foretage afhøringen. Men du bliver ikke spurgt om overgrebet under dette besøg.

Videoafhøringen foregår normalt i et såkaldt børnehus, som er særligt indrettet til formålet. Som regel er kun dig og politibetjenten til stede i lokalet.

Videoafhøringen bliver samtidig vist på en tv-skærm i et andet lokale i børnehuset. Her sidder den politibetjent, som behandler sagen, en anklager, din bistandsadvokat og forsvareren for den mistænkte. Der deltager også en repræsentant fra kommunens sociale myndigheder, der skal støtte dig og være med til at sikre, at afhøringen foregår så skånsomt som muligt. Forældre eller nære pårørende må ikke overvære afhøringen.

Den mistænkte må heller ikke overvære afhøringen, men kan senere gennemse optagelsen sammen med sin forsvarer.

Lægeundersøgelse

Det er frivilligt, om du vil undersøges af en læge, men undersøgelsen er ofte afgørende ved en eventuel retssag. Lægens beskrivelse af dine skader kan nemlig bruges som bevis, eller hvis du søger om erstatning efter offererstatningsloven.

Politiet spørger dig og dine forældre om lov til, at en læge kan undersøge dig, hvis politiet mener, at det er nødvendigt. Du vil blive undersøgt på skadestuen, Center for Voldtægtsofre eller Center for Seksuelle Overgreb af personer, der er uddannet til at undersøge ofre for seksuelle overgreb.

Afhøring i retten

Hvis sagen skal afgøres i retten, og du er over 15 år, bliver du indkaldt til at skulle afgive forklaring. Her skal du forklare, hvad der er sket. Du følges med din bistandsadvokat, som kan fortælle dig, hvordan det hele foregår, og hvad du skal gøre. Du kan også tage andre med, men ikke nogen, der selv skal afgive forklaring i sagen.

Når du skal forklare, hvad der er sket, er det normalt kun dem, der har med sagen at gøre, som må være i retssalen (dørlukning). Det betyder, at der ikke er tilskuere. Det betyder også, at det, der bliver sagt i retten, ikke må gengives offentligt. Ingen må f.eks. skrive om det i avisen eller bringe det i fjernsynet.

Hvis du er 15 år eller derunder, og du er blevet afhørt til video af politiet, vil videoen blive afspillet i retten.

Erstatning

Hvis du har været udsat for et seksuelt overgreb, kan du søge om erstatning. Staten betaler erstatningen og kan senere opkræve beløbet hos gerningsmanden. Din bistandsadvokat kan forklare, hvordan det foregår og hjælpe dig med at fremsætte dit krav om erstatning i retten.

Hvem kan hjælpe?

Hvis du har brug for råd eller vejledning udover den, du får af politiet, anklagemyndigheden eller din bistandsadvokat, er der flere steder, du kan henvende dig. Kommunen kan ofte hjælpe, hvis du har brug for støtte på grund af det seksuelle overgreb. Din læge kan også i nogle tilfælde henvise dig til en psykolog.

Anmeldelse

Hvis du har været udsat for en forbrydelse i udlandet, skal du anmelde forbrydelsen i det land, hvor den er begået. Hvis det ikke har været muligt, eller hvis du har været udsat for seksuelle overgreb, grovere vold, herunder kvindelig omskæring, eller lignende, kan du anmelde forbrydelsen til dansk politi.

Du kan anmelde forbrydelsen til dansk politi telefonisk, skriftligt eller ved at møde op på en politistation.

Det vil som regel være politiet i det land, hvor forbrydelsen er begået, som efterforsker og behandler sagen. Det gælder også, selvom du anmelder forbrydelsen til dansk politi.

Bistandsadvokat

Det er som udgangspunkt myndighederne i det land, hvor lovovertrædelsen har fundet sted, der afgør, om du har mulighed for at få beskikket en lokal advokat, der kan hjælpe dig i retssagen i udlandet og uden omkostninger for dig.

Hvis du ikke har en bistandsadvokat i det land, hvor forbrydelsen er begået, kan du i nogle tilfælde få en bistandsadvokat i Danmark, selvom sagen bliver efterforsket og behandlet i et andet land. Dansk politi kan vejlede dig om reglerne for at få beskikket en bistandsadvokat i Danmark. Som udgangspunktet kan du kun få en dansk bistandsadvokat, hvis du har været udsat for en seksualforbrydelse eller grovere overtrædelser af straffeloven, som for eksempel vold eller trusler. Det er dog i sidste ende retten, der tager stilling til, om betingelserne for at få en bistandsadvokat er opfyldt i netop din sag.

Erstatning

Hvis dit forsikringsselskab har dækket dit tab, for eksempel stjålne eller ødelagte ejendele, skal du ikke gøre mere. Hvis gerningspersonen bliver dømt, kan forsikringsselskabet kræve erstatningen tilbagebetalt af gerningspersonen.

Hvis forbrydelsen er begået i udlandet, kan du som udgangspunkt ikke få erstatning efter de danske regler om erstatning til ofre for forbrydelser. Det gælder for eksempel, hvis du bliver udsat for en forbrydelse som turist i et andet land.

I nogle tilfælde kan du dog få erstatning, selvom forbrydelsen er begået i udlandet. Det kan for eksempel være, hvis du har bopæl i Danmark, og forbrydelsen skete under en arbejdsrejse.

Som udgangspunkt skal du have anmeldt forbrydelsen til politiet senest 72 timer efter, den blev begået.

På Civilstyrelsens hjemmeside kan du læse om betingelserne for at få offererstatning og finde vejledning til ansøgningen.

Kan du ikke få erstatning efter de danske regler, kan du søge om erstatning i det land, hvor forbrydelsen er begået.

Er forbrydelsen begået i et andet EU-land, kan Erstatningsnævnet hjælpe dig med ansøgningen.

Er forbrydelsen begået uden for EU, kan Udenrigsministeriets Borgerservice eller den danske ambassade hjælpe dig med at finde en engelsktalende advokat. Advokaten kan vejlede dig om mulighederne for erstatning og hjælpe dig med at søge efter reglerne i det pågældende land.

Du kan læse mere om:

Hjælp til virksomheder

Selskaber, virksomheder, foreninger mv. kan ligesom fysiske personer være ofre for en forbrydelse.

Bistandsadvokat og kontaktperson

Læs mere om dine muligheder for en bistandsadvokat eller kontaktperson, hvis du har været udsat for en forbrydelse.

Er du pårørende?

Hjælp og vejleding, hvis du er efterladt nær pårørende til et offer for en forbrydelse?

Erstatning

Læs mere om erstatning her, hvis du har været udsat for kriminalitet.

Hjælp og vejledning til ofre
 

Hjælp og vejledning til dig, der har været udsat for en forbrydelse

Her finder du information og henvisninger til relevante myndigheder og organisationer.

Hjælp og vejledning: Hjælp og vejledning til dig, der har været udsat for en forbrydelse