Spring til indhold

Er du sigtet eller tiltalt?

Dem møder du i retten

Tag et kig ind i retslokalet og bliv klogere på, hvem der kan være til stede under en retssag.

Retssagens forløb

Bliv klogere på, hvordan en straffesag forløber for dig, der er sigtet i en straffesag.

Rettigheder for sigtede og tiltalte
Sigtet

Fra anholdelse til tiltale

Som sigtet har du blandt andet følgende rettigheder:

  • ret til en forsvarer og mulighed for selv at vælge
  • ret til at få at vide, hvad du er sigtet for
  • ret til ikke at udtale dig til politiet og i retten
  • ret til at blive hørt
  • ret til at blive stillet for en dommer inden 24 timer, hvis politiet vil tilbageholde dig længere
  • ret til at kende til materialet i sagen mod dig
  • ret til at være tilstede i retten, når din sag behandles
  • ret til en retfærdig rettergang
  • ret til at få din sag afgjort inden rimelig tid

Du kan blive anholdt, hvis der er rimelig grund til at mistænke dig for en forbrydelse.

Politiet kan anholde dig for at sikre din tilstedeværelse, forhindre at du begår flere forbrydelser eller for at forhindre, at du påvirker efterforskningen. En anholdelse skal altså være nødvendig.

Du skal hurtigst muligt have at vide, hvad du er sigtet for og hvornår du blev anholdt.

Du skal oplyse dit navn, din adresse og din fødselsdato til politiet, hvis du bliver bedt om det.

Politiet har i forbindelse med anholdelsen lov til at undersøge, om du har genstande på dig, som kan bruges til vold, flugt eller som kan være farlige for dig selv eller andre. Politiet kan også opbevare de penge, du har på dig, mens du er anholdt.

En anholdelse må højst vare i 24 timer. Politiet skal løslade dig, så snart der ikke længere er grund til at frihedsberøve dig. Hvis politiet ønsker at frihedsberøve dig udover de 24 timer, skal en dommer i et grundlovsforhør tage stilling til om det kan ske.

Du kan blive sigtet af politiet, hvis de har en rimelig grund til at mistænke dig for at have begået en forbrydelse.

Når du bliver sigtet, fortæller politiet dig, hvilken forbrydelse, du er sigtet for. Politiet vil også fortælle, hvilke rettigheder, du har, når du er sigtet. Du har blandt andet ret til ikke at forklare dig og ret til at få en forvarer.

Før du bliver afhørt, skal politiet fortælle dig, hvad du er sigtet for og at du ikke har pligt til at udtale dig. Det er frivilligt, om du vil udtale dig til politiet. Du har ikke pligt til at bidrage med oplysninger til sagens opklaring.

Du skal dog oplyse dit navn, din adresse og din fødselsdato til politiet, hvis du bliver bedt om det.

Afhøringen vil som regel foregå på en politistation. Afhøringen kan også foregå på gerningsstedet eller der hvor politiet tager kontakt til dig, eksempelvis på din hjemadresse. I nogle tilfælde kan afhøringen foregå telefonisk.

Din forsvarer har ret til at være med under afhøringen, hvis du ønsker det. Forsvareren kan også stille spørgsmål under afhøringen.

Politiet skriver din forklaring i en politirapport. Du får mulighed for at læse rapporten igennem, og underskrive den, hvis du er enig i det, der står. Du har ikke pligt til at læse eller underskrive politirapporten. Hvis du har tilføjelser eller rettelser, skal det også tages med i rapporten.

Nogle gange kan det være nødvendigt at afhøre dig flere gange i løbet af efterforskningen.

Hvis du ikke er anholdt, bestemmer du selv, om du vil tage med på politistationen til afhøring. Du bestemmer også selv, om du vil dukke op til en aftale om afhøring hos politiet.

Hvis du er under 18 år, er der som udgangspunkt en repræsentant fra din kommune til stede under afhøringen.

Selv om det er frivilligt, om du vil udtale dig, har du krav på at blive hørt i sagen. Det betyder, at du kan udtale dig om både sagen og de oplysninger, der indgår i den. Du eller din forsvarer kan også bede politiet om at undersøge forhold, som kan være relevante for sagen. Det kan eksempelvis være afhøring af vidner eller tekniske undersøgelser som fingeraftryk, DNA-spor, teleoplysninger eller videoovervågning.

En anholdelse må højst vare i 24 timer, før du fremstilles for en dommer. Politiet skal løslade dig, så snart der ikke længere er grund til at frihedsberøve dig.

Hvis politiet ønsker at frihedsberøve dig udover de 24 timer, skal en dommer tage stilling til, om anholdelsen skal opretholdes, om du skal varetægtsfængsles eller løslades. Det sker i retten i et såkaldt grundlovsforhør.

Din forsvarer er tilstede i grundlovsforhøret sammen med dig. Udover dommeren og din forsvarer vil der være en anklager.

I Danmark er alle retsmøder som udgangspunkt offentlige. Der kan derfor være borgere og journalister i retten, når grundlovsforhøret begynder. I nogle tilfælde kan retten beslutte at lukke dørene, så offentligheden ikke har adgang til at overvære retsmødet (link).

Når grundlovsforhøret begynder, spørger dommeren dig om navn, fødselsdato og hvornår du blev anholdt. Herefter læser anklagere sigtelsen op, og dommeren spørger dig og din forsvarer, hvordan du forholder dig til sigtelsen og om du ønsker at afgive forklaring. Det er frivilligt, om du vil forklare dig i grundlovsforhøret.

Det er dommeren, der afgør, om du skal varetægtsfængsles.

Hvornår bliver man varetægtsfængslet?

Varetægtsfængsling kan blandt andet ske, hvis der er en begrundet mistanke om, at du har begået en alvorlig forbrydelse, som politiet skal have ro til at efterforske, uden at de risikerer, at du flygter, begår den samme kriminalitet igen, taler med nogen eller sletter spor i sagen.

Varetægtsfængsling kan også ske, hvis der er en særlig bestyrket mistanke om, at du har begået en alvorlig forbrydelse, hvor samfundet ikke kan acceptere, at du er på fri fod, mens sagen efterforskes.

Det er dommeren, der bestemmer, hvor længe du skal være varetægtsfængslet, men du kan højst være varetægtsfængslet i fire uger ad gangen. Dommeren sætter en frist for varetægtsfængslingen.

Hvis du er uenig i varetægtsfængslingen, kan du bede om, at landsretten skal se på sagen. Din forsvarer vil vejlede dig om muligheden.

Politiet eller din forsvarer kan give dine pårørende besked om, at du er blevet varetægtsfængslet. På Danmarks Fængslers hjemmeside kan dine pårørende også læse mere om, hvordan de skal forholde sig, mens du er frihedsberøvet.

Forlængelse af varetægtsfængsling

Inden fristen for din varetægtsfængsling udløber, det vil sige inden de højst fire uger er gået,  skal en dommer på ny tage stilling til om din varetægtsfængsling skal forlænges, hvis politiet ønsker, at du fortsat skal være varetægtsfængslet. Dette kaldes for en fristforlængelse.

En fristforlængelse foregår ofte via et videoopkald, hvor du som sigtet sidder i arresten sammen med din forsvarer, dommeren sidder i retten og anklageren på sit kontor. Anklageren vil fortælle om politiets efterforskning og tale for, at du fortsat skal være varetægtsfængslet, mens din forsvarer vil tale for, at du skal løslades. Hvis dommeren bestemmer, at du fortsat skal være varetægtsfængslet, vil der på ny blive fastsat en frist, som højst kan være i yderligere fire uger.

Du og din forsvarer kan også på forhånd give samtykke til en forlængelse på op til yderligere 4 uger.

Besøgs- og brevkontrol

Når du er varetægtsfængslet, bliver du placeret i et arresthus eller et fængsel under Danmarks Fængsler. Som udgangspunkt må du godt få besøg. Den, der vil besøge dig, skal søge om tilladelse hos politiet.

Når du er varetægtsfængslet, kan politiet overvåge besøget, eller bestemme, at du ikke må få besøg. Det sker for at undgå, at du påvirker efterforskningen i sagen. Du har altid ret til ukontrolleret besøg af din forsvarer.

Du kan som udgangspunkt modtage og sende breve. Politiet kan læse dine breve og i nogle tilfælde bestemme, om de bliver sendt eller modtaget, for eksempel hvis indholdet kan være til skade for efterforskningen. Når der er besøgs- og brevkontrol, kan din forsvarer heller ikke videregive oplysninger til dine pårørende uden politiets tilladelse.

På Danmarks Fængslers hjemmeside er der vejledning til pårørende til frihedsberøvede.

 

Når politiet er færdige med at efterforske sagen, tager anklagemyndigheden stilling til, hvad der videre skal ske. Hvis anklagemyndigheden mener, at der er beviser nok til, at du kan dømmes, bliver sagen sendt i retten. Det vil sige, at anklagemyndigheden rejser tiltale. Du og din forsvarer får besked om, at du går fra at være sigtet til at være tiltalt. Du har stadig de samme rettigheder.

Der kan godt gå noget tid, før din sag skal for retten, da retten behandler mange straffesager. Din forsvarer kan vejlede dig undervejs og vil være sammen med dig, når din sag skal for retten.

Du kan læse mere om retssagens forløb her.

Forsvarerens rolle

Forsvarerens rolle

Hvis politiet sigter dig for en forbrydelse, har du ret til at vælge en forsvarer. En forsvarer er en advokat, der hjælper dig under straffesagen.