Spring til indhold

Sådan forløber en retssag

Straffesagens forløb

Her kan du læse om, hvordan en straffesag forløber for dig, der er sigtet i en straffesag.

Fase 1 af 6

Efterforskning, sigtelse og anholdelse

Efterforskning

Når der bliver anmeldt en forbrydelse, vurderer politiet først, om der er en rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart. Politiet kan for eksempel afvise en anmeldelse, hvis det anmeldte forhold ikke er strafbart.

Når politiet efterforsker en forbrydelse, afhører politiet ofte personer, der kan bidrage til opklaring af sagen. Der kan også være tekniske spor, som politiet skal undersøge. Det kan være fingeraftryk, DNA-spor, teleoplysninger eller videooptagelser.

Sigtelse

Politiet sigter dig, hvis der er en rimelig grund til at mistænke dig for at have begået en forbrydelse. Hvis du bliver sigtet, fortæller politiet dig, hvilken forbrydelse du er sigtet for. Som sigtet i en straffesag har du en række rettigheder, som politiet også oplyser dig om.

Hvis du er sigtet, kan politiet som en del af efterforskningen undersøge dit tøj. De kan også tage billeder, veje og måle dig eller tage fingeraftryk. Det kaldes en legemsbesigtigelse.

Hvis politiet foretager en mere indgående undersøgelse af din krop, for eksempel for at finde genstande kaldes det en legemsundersøgelse. Mere indgribende undersøgelser kræver som udgangspunkt en dommers godkendelse, medmindre du samtykker. Politiet kan også beslutte at foretage mindre indgribende undersøgelser, som for eksempel en blodprøve.

Legemsindgreb sker ofte i forbindelse med en anholdelse.

Anholdelse

Du kan blive anholdt, hvis der er rimelig grund til at mistænke dig for en forbrydelse.

Politiet kan anholde dig for at sikre at du ikke flygter, forhindre at du begår flere forbrydelser eller for at forhindre, at du påvirker efterforskningen. En anholdelse skal være nødvendig.

Tiltale

Når politiet har afsluttet efterforskningen, beslutter anklagemyndigheden, hvad der videre skal ske.

Anklagemyndigheden rejser tiltale mod dig, hvis vi vurderer, at der er beviser nok til at få dig dømt i retten. At rejse tiltale betyder, at sagen bliver sendt til retten med et anklageskrift, der beskriver den strafbare handling.

Et offer i en straffesag kan ikke beslutte, om der skal rejses tiltale.

Når retten modtager anklageskriftet, bliver sagen berammet. Det betyder, at retten fastsætter dato og tidspunkt for retsmødet. Herefter bliver du og eventuelle vidner, herunder ofre, indkaldt.

Tilståelse

Hvis du tilstår det, du er sigtet for, kan sagen afgøres som en tilståelsessag. Det vil sige, at du erkender, at du har begået det, du er sigtet for.

Anklagemyndigheden sender sagen til retten med en retsmødebegæring, der beskriver den strafbare handling. Du får en kopi af retsmødebegæringen. Derefter fastsætter retten en dato for retsmødet, og du bliver indkaldt.

Der afhøres som udgangspunkt ikke vidner, og der bliver ført få beviser. I stedet handler sagen primært om, hvilken straf du skal have.

Anklageren og din eventuelle forsvarer vil derfor fokusere på strafudmålingen.

Hvis du tilstår, og sagen kan afgøres med en bøde, bliver den som udgangspunkt ikke behandlet i retten.

Sagen afsluttes uden retssag

En sag kan afsluttes uden at komme for retten, hvis anklagemyndigheden for eksempel vurderer, at beviserne ikke er stærke nok til, at en domstol vil dømme dig. I så fald bliver der ikke rejst tiltale, og du får en påtaleopgivelse. Det betyder, at sagen afsluttes. I visse tilfælde kan ofre klage over anklagemyndighedens påtaleopgivelse. I nogle tilfælde har du mulighed for at søge erstatning.

Hvis der er tale om mindre alvorlige forbrydelser, kan sagen også ende med et tiltalefrafald, eller at du skal betale en bøde.

Bøde

Hvis en sag kan afgøres med en bøde, sender politiet dig i første omgang et bødeforelæg.

Bødeforelægget beskriver, hvad sagen handler om, og hvad du skal betale. Det fremgår også, om sagen for eksempel omfatter konfiskation eller frakendelse af retten til at køre bil. Du vil også kunne se, hvornår du senest skal tage stilling til, om du kan acceptere bødeforelægget, og hvornår bøden i så fald senest skal være betalt.

Hvis du erkender det, der er sket, og accepterer bødeforelægget, er sagen afsluttet.

Hvis du ikke accepterer bødeforelægget, sendes sagen i retten.

Hvis du ønsker, at sagen skal behandles ved et retsmøde, er det vigtigt, at du gør opmærksom på det inden fristen. Fristen står i bødeforelægget. Retten kan uden yderligere varsel dømme dig for den forbrydelse, som bødeforelægget angår, medmindre du inden fristen, der er fastsat i bødeforelægget, anmoder om, at sagen bliver behandlet i retten. Rettens afgørelse kan ikke ankes.

Tiltalefrafald

Et tiltalefrafald betyder, at anklagemyndigheden anser dig for at være skyldig i en forbrydelse, men at der ikke bliver nogen retssag. Vælger anklagemyndigheden at frafalde tiltalen, får du et brev om det. Tiltalefrafaldet indeholder i nogle tilfælde vilkår, som du skal overholde. Du kan klage over tiltalefrafaldet.

Et offer i en straffesag kan ikke afgøre, om der skal føres en retssag mod dig. Det er anklagemyndighedens beslutning. Hvis anklagemyndigheden beslutter ikke at rejse tiltale mod dig, får offeret besked.

Retssag

Når anklagemyndigheden sender en sag i retten, bliver sagen berammet. Det betyder, at retten fastsætter dato og tidspunkt for retsmødet. Herefter bliver du og eventuelle vidner indkaldt.

Selve retsmødet kaldes for hovedforhandlingen.

Som tiltalt får du som regel en forsvarer. Hvis du ikke har en forsvarer, kan du selv stille spørgsmål til vidner og komme med bemærkninger om sagen.

I byretten

I byretten begynder retsmødet med, at anklageren læser anklageskriftet op. Anklageskriftet beskriver den forbrydelse, sagen handler om. Bagefter oplyser din forsvarer, om du erklærer dig skyldig eller ikke skyldig. Du bliver derefter afhørt – først af anklageren og så af din forsvarer.

Du bestemmer selv, om du vil udtale dig. Du har ikke pligt til at udtale dig eller svare på spørgsmål. Som tiltalt har du heller ikke pligt til at tale sandt.

Herefter bliver vidnerne afhørt ét ad gangen. De bliver som regel først afhørt af anklageren og derefter af forsvareren. Hvis der er dokumenter, der har betydning for sagen, som eksempelvis en lægeerklæring eller en straffeattest, læser anklageren dem op, når alle vidner har afgivet deres forklaring.

Til sidst kommer anklageren og forsvareren med deres afsluttende bemærkninger i sagen. Det kaldes proceduren. Under proceduren taler anklageren og forsvareren typisk først om skyldspørgsmålet. Det vil sige, hvorvidt du er skyldig. Derefter redegør anklageren og forsvareren for, hvilken straf de mener, du bør have, hvis du bliver fundet skyldig.

Når proceduren er afsluttet, har du mulighed for at komme med dine egne bemærkninger.

Herefter forlader dommerne retslokalet for at votere. Det vil sige, at de tager stilling til, om du er skyldig og hvilken straf du i givet fald skal have.

Når dommerne er færdige med at votere, kommer de ind i retslokalet og afsiger dommen. Hvis dommen ikke kan afsiges med det samme, bliver sagen optaget til dom. Det betyder, at dommen bliver afsagt på et senere tidspunkt. Dommeren giver under retsmødet besked om, hvornår der bliver afsagt dom.

I landsretten

Hvis du som tiltalt eller anklagemyndigheden har anket dommen, behandles sagen af landsretten.

I landsretten begynder retsmødet som regel med, at dommen fra byretten bliver læst op. Derefter fremlægger anklagemyndigheden sagens dokumenter.

Hvis du vil svare på spørgsmål, bliver du afhørt. Afhøringen begynder som regel med, at din forklaring fra byretten bliver læst op. Bagefter har anklageren og forsvareren mulighed for at stille supplerende spørgsmål.

Når du er færdig med at afgive forklaring, bliver vidnerne afhørt. Afhøringen begynder som regel med, at vidnets forklaring fra byretten bliver læst op. Derefter kan anklageren og din forsvarer stille supplerende spørgsmål. Vidnerne bliver normalt først afhørt af anklageren og bagefter af din forsvarer.

Når du og alle vidnerne har givet forklaring, og sagens dokumenter er gennemgået, fremlægger anklageren og forsvareren deres afsluttende bemærkninger (proceduren). Du får også mulighed for at komme med dine egne bemærkninger.

Herefter forlader dommerne retslokalet for at votere. Når dommerne er færdige med at votere, kommer de ind i retslokalet og afsiger dommen. Hvis dommen ikke kan afsiges med det samme, bliver sagen optaget til dom. Det betyder, at dommen bliver afsagt på et senere tidspunkt. Dommeren giver besked om, hvornår der bliver afsagt dom.

Dom

En dom i en straffesag er rettens afgørelse af, om du er skyldig, og hvilken straf du skal idømmes.

Retten afsiger dom, når alle beviser i sagen er fremlagt, og forsvareren og anklageren har fremlagt deres afsluttende bemærkninger (proceduren). I nogle tilfælde afsiger retten først dom nogle dage efter retsmødet. Dommeren giver besked om, hvornår der bliver afsagt dom.

Når en dom bliver læst op, skal alle i retslokalet stå op.

Hvis du er dømt i byretten og ikke er enig i afgørelsen, kan du anke dommen til landsretten, når du er idømt:

  • Fængselsstraf
  • Foranstaltningsdom, eksempelvis dom til anbringelse eller dom til behandling
  • En samlet bøde på over 20.000 kr. eller konfiskation af genstande for mere end 20.000 kr. forudsat, at du har været til stede ved retsmødet i byretten
  • Andre offentligretlige følger, eksempelvis rettighedsfrakendelse, dog ikke frakendelse efter færdselsloven.

I andre tilfælde kræver anke Procesbevillingsnævnets tilladelse. Det kræver typisk, at sagen er principiel.

Anklagemyndigheden har også mulighed for at anke dommen til landsretten.

Et offer i en straffesag kan ikke beslutte, om en dom skal ankes til landsretten. Det er din eller anklagemyndighedens beslutning.

Du kan anke dommen mundtligt i byretten straks efter, du har fået din dom. Du kan også anke dommen skriftligt til anklagemyndigheden eller til den byret, som har behandlet sagen. Din forsvarer og byretten kan vejlede dig om, hvordan du anker.

Fristen for at anke en dom er 14 dage fra den dag, dommen er afsagt.

Hvis du var fraværende ved domsafsigelsen uden lovlig grund, og der er afsagt en såkaldt udeblivelsesdom, får du besked om dommen. Fristen for at anke er i så fald 14 dage, fra du har fået besked om dommen.

Straf

Hvis retten mener, at du er skyldig, kan du blive idømt en bøde eller fængselsstraf. Fængselsstraffen kan enten være ubetinget, betinget eller en kombination.

Ved en ubetinget straf skal du afsone i fængsel i den periode, som retten fastsætter. I nogle tilfælde kan du afsone straffen med fodlænke. Læs mere om afsoning på Danmarks Fængslers hjemmeside.

Ved en betinget straf skal du ikke i fængsel, hvis du overholder en række vilkår i løbet af en prøvetid. Det betyder blandt andet, at du ikke må begå ny kriminalitet. Retten kan også stille andre krav, for eksempel tilsyn, behandling eller samfundstjeneste. Overtræder du vilkårene, kan retten beslutte, at du skal afsone i fængsel.

Retten kan også beslutte at frakende dig en rettighed, for eksempel retten til at køre bil, konfiskere værdier eller, at du skal betale en erstatning til offeret.

Sagsomkostninger

Hvis du bliver dømt, skal du som regel betale de omkostninger, der har været ved behandlingen af din sag.

Sagsomkostningerne vil blandt andet være udgifter til din forsvarer. Herudover kan det være udgifter til tekniske undersøgelser, for eksempel DNA- eller lægeerklæringer.

Efter dommen vil sagsomkostningerne blive opkrævet af det offentlige.

Frifindelse

Hvis retten mener, at du ikke er skyldig i den tiltale, som anklagemyndigheden har rejst, frifinder retten dig.

Hvis anklagemyndigheden ikke er enig i rettens afgørelse, har anklagemyndigheden mulighed for at anke sagen til landsretten inden 14 dage fra dommen er afsagt.

I nogle tilfælde vil du efter en frifindelse have mulighed for at søge om erstatning.

Efter dom

Når der er afsagt dom i en sag, modtager du en kopi af dommen fra retten. Sammen med dommen følger en vejledning om muligheden for at anke.

Bliver du frifundet, kan du i nogle tilfælde få erstatning. Det gælder for eksempel, hvis du har været anholdt eller varetægtsfængslet.

Du skal sende dit erstatningskrav senest to måneder, efter at sagen mod dig er afsluttet.

Anklagemyndigheden vurderer, om du er berettiget til erstatning. Hvis du ikke er enig i afgørelsen, kan du få sagen prøvet i retten.

Din forsvarer og anklagemyndigheden kan vejlede dig om dine muligheder for at få erstatning.

Afsoning

Hvis du får idømmes en fængselsstraf, bliver du indkaldt til afsoning, når sagen er slut.

Danmarks Fængsler indkalder dig til afsoning og beslutter, hvor du skal afsone. I nogle tilfælde kan du afsone hjemme med fodlænke. Du får besked i Digital Post eller med brev. Som regel får du besked mindst en måned før, du skal afsone.

På Danmarks Fængslers hjemmeside findes der vejledning om afsoning. På hjemmesiden findes der også vejledning til dine pårørende.