Opsamling på tematilsyn om psykisk vold
Den 1. april 2019 blev der indsat en selvstændig bestemmelse i straffeloven (§ 243), hvorved psykisk vold blev særskilt kriminaliseret. Formålet hermed er at sikre, at psykisk vold anerkendes som værende lige så alvorlig og skadelig som fysisk vold.
Anklagemyndigheden har i 2. og 3. kvartal 2020 gennemført et tematilsyn med henlagte sager om psykisk vold. Tilsynet har haft fokus på, om sagerne er blevet henlagt korrekt og på ensartet vis. Derudover har tilsynet haft fokus på, om forurettede vejledes korrekt, og om politiet er opmærksom på af egen drift at optage anmeldelser om psykisk vold.
Rigsadvokaten har modtaget de regionale statsadvokaters opsamling på tematilsynet, som har omfattet alle landets politikredse.
Rigsadvokaten har noteret sig, at de regionale statsadvokater – bortset fra ét enkelt tilfælde – har tiltrådt politikredsenes vurderinger og begrundelser i de forelagte sager, og der ses således en korrekt og ensartet praksis for henlæggelse af sager om psykisk vold.
Derudover har Rigsadvokaten noteret sig, at det er de regionale statsadvokaters vurdering, at de forurettede bliver vejledt i relevant omfang, at politiet er opmærksom på af egen drift at optage anmeldelser om psykisk vold, samt at sagerne generelt behandles på et højt fagligt niveau.
Det er samlet set Rigsadvokatens vurdering, at resultatet af det gennemførte tematilsyn er tilfredsstillende. Tematilsynet giver derfor ikke anledning til iværksættelse af yderligere initiativer eller udviklingstiltag.
Rigsadvokaten har i den forbindelse endelig noteret sig, at de regionale statsadvokater fortsat vil følge området i det løbende tilsyn med politikredsene. Desuden vil retspraksis på området fortsat blive fulgt som et anklagerfagligt fokusområde.