Spring til indhold

Rigsadvokaten ønsker pædofilisag for Højesteret

Anklagemyndigheden

Anklagemyndigheden vil have Højesteret til at tage stilling til, om en dømt seksualforbryder skal i forvaring. Rigsadvokaten indbringer pædofilisag fra Østjylland for Procesbevillingsnævnet.

Det er et principielt vigtigt spørgsmål at få afklaret, under hvilke omstændigheder en pædofil kan blive dømt til forvaring for sine forbrydelser.
Det mener Rigsadvokaten, der derfor indbringer en sag fra Østjylland om børneporno og sexkrænkelser af børn for Procesbevillingsnævnet.
”Det er anklagemyndighedens opfattelse, at sagen rejser et principielt spørgsmål om anvendelsen af forvaring i sager om grove seksualforbrydelser i tilfælde, hvor den dømte ikke tidligere er domfældt for ligeartet kriminalitet,” hedder det i Rigsadvokatens ansøgning til Procesbevillingsnævnet.
Sagen drejer sig om en 49-årig mand fra Østjylland, der 30. september i Vestre Landsret blev kendt skyldig i blandt andet at have indtaget en overordnet rolle i to internetbaserede netværk for pædofile. I netværkene for deling af børneporno skulle deltagerne løbende indsende selvproduceret børnepornografisk materiale – for at beholde adgangen til de øvrige deltageres materiale. Ved sin rolle blev den dømte fundet skyldig af landsretten i at have medvirket til, at flere personer begik grove seksuelle overgreb mod adskillige børn under 12 år. Den dømte blev også dømt for egne sexkrænkelser af børn.
Rigsadvokaten ønsker alene, at Højesteret tager stilling til strafudmålingen. Anklagemyndigheden har både i byretten og i landsretten fået afvist et krav om, at den dømte skulle i forvaring. Han fik i stedet syv års fængsel.
Anklagemyndighedens kommunikationschef, Mikkel Thastum, 25 12 61 48

Seneste nyheder

15. august 2017
SØIK har ransaget Nordea i sag om hvidvask

17. juli 2017
Studerende fik indblik i anklagerens retsarbejde

13. juli 2017
Tidligere direktør for OW Bunkers datterselskab tiltales for mandatsvig for over 800 millioner kroner

Se alle nyheder