Bistandsadvokaten

Bistandsadvokaten

Mød en bistandsadvokat

Ofre for forbrydelser kan i nogle tilfælde få en bistandsadvokat. En bistandsadvokat er uden omkostninger for offeret og kan hjælpe og varetage offerets interesser under hele straffesagen:

 En bistandsadvokat kan blandt andet

• Hjælpe og give råd og vejledning, mens politiet efterforsker sagen

• Hjælpe og give råd og vejledning, hvis sagen senere skal for retten

• Rådgive, hvis offeret er bange for, at gerningsmanden skal opsøge ofret

• Hjælpe med at få erstatning – ved at opgøre erstatningskravet og fremsætte det under en eventuel retssag og over for Erstatningsnævnet

• Forklare hvordan en straffesag foregår og tage med, hvis offeret skal afgive forklaring i retten som vidne.

Hvem har ret til en bistandsadvokat?

Ofre for voldtægt eller en lignende alvorlig seksualforbrydelse får en bistandsadvokat, medmindre de ikke ønsker det. Ofre, der har været udsat for anden personfarlig kriminalitet, f.eks. vold eller røveri, skal selv bede politiet om at få en bistandsadvokat, hvis de ønsker én. Politiet fortæller om mulighederne for at få en bistandsadvokat.

Det er retten, som afgør, hvem der kan få en bistandsadvokat. Retten beslutter også, hvilken advokat det skal være. Hvis et offer gerne vil have en bestemt advokat til at hjælpe sig, kan offeret bede om det. Ofre, der har været udsat for voldtægt eller lignende, får mulighed for at tale med deres bistandsadvokat, før politiet afhører dem første gang. Nogle gange kan det være nødvendigt, at politiet stiller dem spørgsmål, inden de har talt med deres bistandsadvokat.