Hårde fængselsstraffe for salg af kopimøbler

Hårde fængselsstraffe for salg af kopimøbler

15 September 2015
By Peter Ernstved Rasmussen

Københavns Byret har idømt tre mænd fængselsstraffe på sammenlagt 2,5 år for salg af kopier af Arne Jacobsens lamper og møbelklassikere som ”ægget” og ”svanen”.

Salg af ulovlige kopimøbler kostede tirsdag tre mænd sammenlagt 2,5 års fængsel. Dommen faldt i Københavns Byret, og ved strafudmålingen lagde dommeren vægt på, at der var tale om alvorlig kriminalitet, som var foregået professionelt og organiseret gennem tre år.

To af mændene blev idømt hver et års fængsel, mens den tredje tiltalte, som spillede en mindre rolle, fik et halvt års fængsel. Alle dommene blev gjort betingede, fordi der var tale om førstegangstilfælde, og at de tiltalte fra begyndelsen havde lagt kortene på bordet og samarbejdet med politiet om at oplyse sagen. Alligevel var der ifølge retsformanden tale om en af de hårdeste domme på området for kopivarer.

Salget foregik via hjemmesiden invertu.com og bestod bl.a. af kopier af Arne Jacobsens klassiske stole "Ægget" og "Svanen" foruden kopier af en række af arkitektens lamper. Men der var også kopier af Poul Kjærholms klassiske stol PK-22 foruden kopier en række øvrige kendte danske og udenlandske møbelarkitekter.

Per Fiig er vicestatsadvokat i Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) – også kaldet Bagmandspolitiet. Ifølge ham sender dommen et stærkt signal om, at organiseret salg af kopivarer straffes hårdt.

»Kopivarekriminalitet er ikke blot en grov krænkelse af rettighedshaverne, men i det hele taget et stadigt stigende samfundsproblem. Rapporter fra Europol, OECD og FN viser, at handel med kopivarer i høj grad påvirker europæiske virksomheders omsætning negativt, og at det koster tusindvis af arbejdspladser. Samtidig er kopiprodukter en alvorlig risiko for europæiske forbrugeres sikkerhed og sundhed, fordi der ingen garanti er for, hvordan eksempelvis elektriske apparater som lamper er produceret. På den baggrund er jeg meget tilfreds med dommen,« siger vicestatsadvokat Per Fiig.

Sagen blev oprindeligt anmeldt til Bagmandspolitiet af Rettighedsalliancen, som repræsenterer mere en 85.000 designere, musikere, journalister, skuespillere, filmudlejere og producenter. Efterforskningen førte frem til de tre nu dømte danske statsborgere. De har i forbindelse med sagen forklaret, at de troede, at man lovligt kunne sælge kopimøbler fra lande, hvor ophavsretten var udløbet.

Men det må man ikke, hvis man samtidig retter sin markedsføring mod Danmark ved at have en dansksproget hjemmeside, mulighed for betaling i danske kroner, dansk telefonsupport og levering til døren i Danmark. Senioranklager Dorte Frandsen er til daglig fagansvarlig for immaterialretsområdet og cybercrime hos Bagmandspolitiet – og hende, som førte sagen i retten.

»Dommen viser, at Danmark tager koipvare-kriminalitet alvorligt. Dette går meget fint i spænd med de seneste rapporter fra Europol, som gør handel med kopivarer til et af Europols syv fokuspunkter – på linje med narkotika, våben og handel med mennesker. Organiserede kriminelle har længe haft fokus på kopivarer som en særdeles lukrativ branche at tjene penge på. Disse penge bruges ofte til andre former for organiseret kriminalitet som våbenhandel og til at finansiere terrorisme. En dom om fængselsstraf sender et klart budskab om, at kopivare-kriminalitet koster,« siger Dorte Frandsen.

Dommen i København omfatter ud over fængselsstraffene også konfiskation af 686 kopimøbler og frakendelse af retten til at handle med brugskunst i form af møbler og lamper i to år. Der er indgået erstatningsforlig med Rettighedsalliancen.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til senioranklager Dorte Frandsen på DKH002@politi.dk eller på telefon 72 68 92 69.