Advokat er dømt for groft skyldnersvig og frakendt retten til at være advokat

Advokat er dømt for groft skyldnersvig og frakendt retten til at være advokat

28 May 2019
By Henrik Madsen

Et år og tre måneders fængsel og frakendelse af retten til at være advokat lød byrettens dom på, da en 59-årig advokat i går blev dømt for groft skyldnersvig for flere millioner kroner.

En 59-årig advokat er blevet dømt ved Retten i Lyngby for skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed. Straffen lyder på et år og tre måneders betinget fængsel med en prøvetid på to år, ligesom manden er blevet frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre.

Det er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), der har ført sagen for anklagemyndigheden, og vicestatsadvokat Niels Vejlby Hansen fra SØIK er tilfreds med dommen.

»Advokater skal i deres virke optræde med en særlig agtelse og tillid, der gør dem værdige til at udøve advokatvirksomhed. Det er afgørende, at offentligheden kan have tillid til advokater, og derfor er det tilfredsstillende, at det har mærkbare konsekvenser, når en advokat dømmes for alvorlig økonomisk kriminalitet,« siger Niels Vejlby Hansen, SØIK.

De strafbare forhold foregik ved, at den dømte ifølge dommen sammen med en konkursramt virksomhedsejer trak omkring 2,5 millioner kroner ud af et konkursbo, som dermed ikke kunne komme kreditorerne til gode. Den medskyldiges rolle er afgjort i en selvstændig straffesag.

Anklagemyndigheden havde påstået en fængselsstraf på ikke under et år og seks måneders fængsel og er derfor tilfreds med byretsdommen. Dommen slår fast, at der er begået skyldnersvig af særlig grov karakter, hvorfor den dømte ud over den idømte fængselsstraf også frakendes retten til at virke som advokat, da skyldnersviget er begået i forbindelse med den dømtes virke som advokat.

Både den dømte og anklagemyndigheden har mulighed for at anke byrettens afgørelse til landsretten.