Dom mod Kurt Beier Transport A/S og ledende medarbejdere er endelig
Der er ikke rimelig udsigt til, at landsretten vil komme frem til et andet resultat i sagen mod transportfirmaet Kurt Beier Transport A/S og ledende medarbejdere, der 25. august ved Retten i Sønderborg blandt andet blev frifundet for åger. Statsadvokaten i Viborg anker derfor ikke dommen.
Statsadvokaten i Viborg anker ikke sagen mod det danske transportfirma Kurt Beier Transport A/S og ledende medarbejdere i selskabet. Ved Retten i Sønderborg blev selskabet og de ledende medarbejdere i august blandt andet frifundet for åger i forhold til ansættelse af chauffører fra Filippinerne og Sri Lanka, men delvist fundet skyldige i at have taget bygninger i brug til beboelse uden tilladelse. Den dom tager anklagemyndigheden nu til efterretning.
Det oplyser statsadvokat Jakob Berger Nielsen fra Statsadvokaten i Viborg.
»Chaufførerne blev rekrutteret til og ansat i et selskab i Polen. Ved bevisvurderingen har Retten i Sønderborg ikke fundet tilstrækkelige holdepunkter for, at ansættelsen det polske selskab var uden realitet, og at chaufførerne dermed skulle betragtes som ansat i danske Kurt Beier Transport A/S med den følge, at et væsentligt misforhold vedrørende løn- og arbejdsvilkår, dvs. åger, skulle bedømmes efter danske og ikke polske forhold. Det er min vurdering, at der ikke er rimelig udsigt til, at landsretten vil komme til et andet bevisresultat, og derfor anker vi ikke dommen,« siger han.
Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi rejste i juli 2020 tiltale mod Kurt Beier Tranport A/S og ledende personer med tilknytning til selskabet for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 286, jf. § 282, åger af særligt grov beskaffenhed, samt overtrædelse af udlændingeloven.
25. august idømte Retten i Sønderborg en bøde på 100.000 kroner til selskabet og 25.000 kroner til Karsten Beier, da primitive bygninger i Padborg, hvor chaufførerne opholdte sig, var taget i brug uden tilladelse, mens selskabet og ledende medarbejdere altså blev frifundet for åger.
For pressehenvendelser kontakt anklagemyndighedens pressetelefon på 72689008 eller presse@ankl.dk