27-årig kvinde dømt for ulovligt salg af kopierede e-bøger

27-årig kvinde dømt for ulovligt salg af kopierede e-bøger

09. september 2021
Af Anette Pedersen

Retten i Aarhus har dømt en tidligere studerende for brud på ophavsretsloven. Kvinden fik tyve dages betinget fængsel for at have kopieret og solgt digitale kopier af lærebøger til brug for uddannelsen til socialrådgiver. 

Gennem det ulovlige salg har den dømte omsat for 9.383 kroner. Beløbet er konfiskeret ved dommen.
Kvinden annoncerede på online salgsplatformene Tradano/Trendsales, DBA og GulogGratis, og kom 
herigennem i kontakt med købere, som i mindst 109 tilfælde betalte for adgang til 38 forskellige 
ophavsretsligt beskyttede værker i form af e-bøger. 

Den ulovlige kopiering og salg af materialet stod på i en periode fra januar 2018 til september 2019 og 
fortsatte efter, at Rettighedsalliancen, den interesseorganisation der arbejder for at beskytte ophavsretsligt 
beskyttede værker på internettet, advarede kvinden om, at det er forbudt at kopiere og sælge e-bøger, 
som man ikke har rettighederne til. Rettighedsalliancen fik umiddelbart forinden GulogGratis og DBA til at 
lukke salgsannoncerne, og anmeldte på vegne af e-bøgernes rettighedshavere sagen til Statsadvokaten for 
Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK.

»Det er kort sagt ulovligt at kopiere e-bøger, hvis man ikke ejer rettighederne til dem. Det er en skærpende 
omstændighed, at der er sket et betydeligt antal salg, og at det er sket gennem en længere periode. Den 
dømte har nu modtaget en straf for krænkelse af ophavsretsloven, og altså fået en plet på straffeattesten. 
Et forhold, der kan have betydning for hende i mange år fremover. Derfor er det vigtigt at forstå, at selvom 
det er let at gøre det, så er det strafbart at kopiere e-bøger uden forfatterens tilladelse. Kriminaliteten 
udhuler rettighedshavernes forretningsgrundlag, og det kan betyde færre og dyrere lærebøger til 
studerende i fremtiden,« siger anklagerfuldmægtig Simone Jeppesen.

SØIK fremsatte på vegne af Rettighedsalliancens medlemmer et erstatningskrav på 10.000 kroner, som den 
nu dømte skal betale i erstatning.

Rettighedsalliancen har netop lanceret en ny kampagne, der skal oplyse de studerende om lovlig brug af 
studiebøger, så de ikke utilsigtet begår kriminalitet, der kan få store konsekvenser for dem.

Læs mere om Rettighedsalliancens kampagne her.


For yderligere oplysninger kontakt Anklagemyndighedens pressetelefon på +45 7268 9008