Bøder til 14 forsikringsselskaber for kønsdiskriminering af kunder

Bøder til 14 forsikringsselskaber for kønsdiskriminering af kunder

24. januar 2022
Af Anette Pedersen

National enhed for Særlig Kriminalitet har udsendt bøder på op til 1,4 mio. kr. til 14 danske forsikringsselskaber for ulovlig kønsdiskriminering af selskabernes kvindelige kunder. Otte af selskaberne har indtil videre accepteret at betale bøden. 

Straffesagerne mod de 14 forsikringsselskaber har været under efterforskning siden juli 2021, hvor Finanstilsynet anmeldte selskaberne til politiet. 

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at de omtalte forsikringsselskaber har overtrådt reglerne om ligebehandling mellem køn ved igennem flere år at have haft vilkår i deres forsikringsprodukter, der undtog for forsikringsdækning i forbindelse med skader mv. opstået i forbindelse med graviditet eller fødsel. På den baggrund har National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) udstedt bødeforlæg på mellem 100.000 og 1,4 mio. kr. til de 14 forsikringsselskaber. Bøderne er beregnet med afsæt i selskabernes nettoomsætning, der defineres som værdien af præmieindtægter og medlemsbidrag for egen regning samt principperne i model for udmåling af bødestraffe på det finansielle områder indført ved lov nr. 1549 af 13. december 2016.

På nuværende tidspunkt har otte selskaber (AP Link Livsforsikring, Danica Pension, Europæiske Rejseforsikring, IF Skadeforsikring, LB Forsikring, PFA Pension, Topdanmark Forsikring og Topdanmark Livsforsikring) accepteret bødeforlæggene, og de resterende selskaber har frist indtil 1. februar 2022 til at meddele, om de kan acceptere bøderne. Kan selskaberne ikke det, vil sagerne blive indbragt for domstolene af NSK.

»Jeg er meget tilfreds med, at vi så hurtigt har kunnet færdigefterforske og foreløbigt afgøre alle 14 sager med bødeforelæg. Dette har vi kunne gøre på baggrund af vores gode samarbejde med Finanstilsynet om sagerne. Vi afventer nu en tilbagemelding fra alle virksomhederne, men flere af dem har på nuværende tidspunkt accepteret bøderne,« siger advokaturchef i National enhed for Særlig Kriminalitet, Niels Kjærsgaard. 

Finanstilsynet iværksatte i efteråret 2020 en undersøgelse af en række forsikrings- og pensionsvirksomheder med henblik på at afdække eventuel potentiel forskelsbehandling af gravide. Undersøgelsen viste, at flere virksomheder har haft forsikringsvilkår, som undtager for dækning i forbindelse med graviditet eller fødsel. Finanstilsynet anmeldte derfor i sommeren 2021 14 forsikrings- og pensionsvirksomheder til politiet.   

»Det er vigtigt, at forsikringsselskaberne overholder loven og ikke forskelsbehandler på grund af graviditet, så kunderne får det, som de har ret til. En ordentlig finansiel sektor fordrer, at selskaberne har styr på reglerne. Vi er derfor meget tilfredse med, at der nu er udsigt til en afslutning på sagerne, og vi sætter stor pris på vores virkelig gode samarbejde med National enhed for Særlig Kriminalitet, som har sikret en hurtig proces,« siger Carsten Brogaard, der er vicedirektør i Finanstilsynet med ansvar for tilsynet med forsikringsselskaber og pensionskasser.

 

National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK
Sagerne er behandlet af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som er etableret fra den 1. januar 2022. NSKs formål er at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og etableringen af den nye enhed betyder, at opgaver fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, de to regionale efterforskningsfællesskaber i henholdsvis Øst- og Vestdanmark, Grænsecenter Øresund og det Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet fremover er forankret i NSK. Derudover er store dele af de opgaver, der tidligere blev løst i Rigspolitiets Politiområde, overført til NSK, herunder National Kriminalteknisk Center og National Cyber Crime Center (NC3). 


For yderligere oplysninger kontakt Anklagemyndighedens pressetelefon på 72 68 90 08.