Første sag om udbyttesvindel går i gang
Onsdag den 8.november er første retsdag i sagen om uretmæssig tilbagebetaling af udbytteskat for 320 millioner kroner gennem selskabet Salgado Capital.
Sagen mod en 54-årig britisk statsborger tiltalt for bedrageri mod den danske statskasse for over 320 millioner kroner begynder i dag ved Retten i Glostrup.
Den 54-årige er tiltalt for at stå bag uretmæssig refusion af udbytteskat sket på baggrund af fiktive aktiehandler gennem selskabet Salgado Capital, som den 54-årige efter anklagemyndighedens påstand ejede og drev.
Sagen er den første såkaldte udbyttesag, der kommer til hovedforhandling ved retten. Den føres i et samarbejde mellem National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK).
Den 54-årige blev i marts 2022 tiltalt for bedrageri mod den danske statskasse begået fra slutningen af 2012 til august 2015. Han blev i juni 2023 udleveret til Danmark fra Belgien.
Specialanklager ved SSK, Anders Møllmann, siger:
”Efter anklagemyndighedens opfattelse er den tiltalte den helt centrale bagmand bag udbyttesvindlen omkring Salgado Capital. Det er på baggrund af en kompliceret efterforskning, at vi nu kan gå ind i retten og læse anklageskriftet op, høre hvordan den tiltalte forholder sig til anklagen og således gå i gang med retssagen.”