Sag mod Tivoli Friheden lukkes

Sag mod Tivoli Friheden lukkes

16. september 2024
Af Anette Pedersen

Statsadvokaten i Viborg opgiver påtale og stopper efterforskningen i sag mod forlystelsesparken Tivoli Friheden.

Statsadvokaten i Viborg har i dag besluttet at standse efterforskningen og opgive sigtelserne efter straffelovens § 241 og § 249 mod Tivoli Friheden A/S og Sabro A/S for uagtsomt at have forvoldt en 14-årig piges død og for uagtsomt at påført en dreng en skade. 

Ulykken skete den 14. juli 2022 i Tivoli Friheden ved at en vogn mistede grebet i en rutchebane. Undersøgelser af ulykkesstedet har konkluderet, at ulykken skete, fordi ”en gaffel” knækkede på vogntoget. ”Gaflen” var afgørende for, at vognen kunne fastholdes på banen.

Østjyllands Politi har foretaget en omfattende efterforskning af sagen. Der er i efterforskningen intet, som afgørende tyder på, at enkeltpersoner hos hverken Tivoli Friheden A/S, producenten af ”gaflen” (Sabro A/S) eller andre af de involverede selskaber har forsømt tilsyn, haft viden om eller på anden måde indset risikoen for at ”gaflen” kunne knække, og at ulykken derved kunne opstå.

”Efter en grundig efterforskning, hvor det er søgt at få afdækket, om enkeltpersoner eller selskaber kan gøres strafferetligt ansvarlige for ulykken, er det vores vurdering, at der ikke er grundlag for at rejse tiltale mod hverken Tivoli Friheden A/S eller Sabro A/S. Vi mener ikke, at der kan føres bevis for, at enkeltpersoner eller selskaber burde have handlet anderledes i relation til ulykkens opståen, derfor stopper vi efterforskningen og lukker sagen,” siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen, Statsadvokaten i Viborg.


Pressehenvendelser kan rettes til anklagemyndighedens pressetelefon på 72689008.