55-årig britisk statsborger idømt tre år og seks måneders fængsel i anke af udbyttesag

55-årig britisk statsborger idømt tre år og seks måneders fængsel i anke af udbyttesag

29. januar 2025
Af Anette Pedersen

Østre Landsret har idømt en 55-årig britisk statsborger tre år et halvt års fængsel for 147 tilfælde af svindel med udbytteskat for i alt 320 millioner kroner gennem selskabet Salgado Capital. Straffen er en tillægsstraf til en dom på fire års fængsel i Belgien.

Retten i Glostrup idømte i februar 2024 en 55-årig mand seks års fængsel for bedrageri over for den danske stat ved at være den centrale bagmand bag uretmæssige refusioner af udbytteskat for 320 millioner kroner. Den 55-årige fik udbetalt pengene på baggrund af bogføring af aktiehandler i selskabet Salgado Capital, som den 55-årige reelt ejede og drev – aktiehandler som imidlertid ikke gav køberne en ret til refusion af udbytteskat.

Den 55-årige ankede sagen til Østre Landsret.

Østre Landsret har nu truffet afgørelse i ankesagen om strafudmålingen, og landsretten har idømt den 55-årige tre år og seks måneders fængsel.

Den 55-årige mand blev udleveret til Danmark fra Belgien, hvor han i april 2023 var blevet idømt fire års fængsel i en lignende sag om svindel med udbytteskat. Fordi den belgiske dom først blev endelig, efter at han var dømt i byretten i Danmark, fik den belgiske dom ikke indflydelse på strafudmålingen, da sagen blev behandlet ved Retten i Glostrup.

Ved landsrettens behandling af sagen var den belgiske dom blevet endelig, og derfor skulle grundsætningen i straffelovens § 89 finde anvendelse. Det betyder, at landsretten skulle vurdere, hvad straffen ville være blevet, hvis både bedrageriet i Belgien og Danmark skulle behandles under en sag i Danmark, og så skulle landsretten trække de fire års fængsel i Belgien fra dette. Resultatet blev altså tre et halvt års fængsel som tillægsstraf.

”Det kan opfattes som om, at den dømte har fået sat sin straf ned, men da han allerede er idømt fire års fængsel i Belgien, så er der i Danmark tale om en tillægsstraf. Derfor skal de tre et halvt år lægges sammen med den belgiske straf på fire år, og så betyder det, at straffen er på i alt syv et halvt års fængsel. Da det både dækker bedrageriet i Danmark og i Belgien, kan det ikke siges med sikkerhed, men jeg vurderer, at landsretten har bedømt bedrageriet i Danmark mindst lige så strengt som byretten,” siger specialanklager Anders Møllmann, Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK).

 

Pressehenvendelser kan ske til anklagemyndighedens pressetelefon på 72689008.