54-årig mand idømt fængsel for svindel på streamingtjenester

54-årig mand idømt fængsel for svindel på streamingtjenester

05. februar 2025
Af Anette Pedersen

Vestre Landsret har idømt en 54-årig mand to års fængsel, hvoraf tre måneder er gjort ubetinget, for groft databedrageri og overtrædelse af ophavsretsloven. Derudover har landsretten konfiskeret sammenlagt 3,5 millioner kroner hos den dømte og hans virksomhed.

En 54-årig mand fra Aarhus er af Vestre Landsret fundet skyldig i at have snydt flere streamingtjenester, herunder Apple Music, Spotify og YouSee, ved i en årrække at have stået bag flere millioner autogenererede afspilninger af musiknumre, som han havde registret sig som rettighedshaver af.

”Dommen er mig bekendt den første i Danmark og måske endda på verdensplan. Derfor er den meget principiel. Det har været en omfattende og kompliceret efterforskning, hvor vi også har hentet oplysninger fra udlandet. Vi er tilfredse med, at bedrageriet er stoppet og at der er faldet dom,” siger specialanklager Amir Amirian, der mødte i Vestre Landsret for Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK).

Vestre Landsret har fastsat straffen til den 54-årige mand til to års fængsel, hvoraf de tre måneder skal afsones, og derudover konfiskation af henholdsvis 1,5 millioner kroner fra den 54-årige og 2 millioner kroner fra hans virksomhed, som også blev idømt en bøde på 300.000 kr. 

Manden, der agerede som musikdistributør, har i en årrække anvendt i omegnen af 70 abonnementer på streamingtjenesterne. Derudover havde han registreret sig som rettighedshaver af flere hundrede musikværker, som udgjorde de afspillede musiknumre. Landsretten har fundet det bevist, at han og hans virksomhed uretmæssigt modtog i alt 3,5 millioner kroner i royalties, penge som retmæssigt burde være gået til andre rettighedshavere, typisk musikere.

”Den dømte og hans virksomhed har igennem en lang årrække modtaget royalties, som de aldrig burde have fået, og det var på bekostning af andre musikkunstnere og rettighedshavere. Dommen understreger, at de mange afspilninger, den dømte stod bag, er at betragte som databedrageri, og det kan sætte retningen for lignende sager i fremtiden,” siger specialanklager Amir Amirian. 


Pressehenvendelser kan ske til anklagemyndighedens pressetelefon på 72689008.