28-årig kvinde tiltales for hvervning, træning og fremme af terror samt ulovlig indrejse og ophold i Syrien

28-årig kvinde tiltales for hvervning, træning og fremme af terror samt ulovlig indrejse og ophold i Syrien

05. december 2025

Anklagemyndigheden har tiltalt en 28-årig kvinde for at have ladet sig hverve og træne til at begå terrorhandlinger samt fremmet virksomheden for terrororganisationen Islamisk Stat (IS) i SyrienAnklagemyndigheden har tiltalt en 28-årig kvinde for at have ladet sig hverve og træne til at begå terrorhandlinger samt fremmet virksomheden for terrororganisationen Islamisk Stat (IS) i Syrien

Justitsministeren har tiltrådt, at anklagemyndigheden rejser tiltale mod en 28-årig kvinde for i en periode fra omkring 26. juni 2014 og frem til marts 2019 at have ladet sig hverve til at begå handlinger omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a samt ladet sig træne, instruere eller på anden måde oplære til at begå sådanne handlinger, idet hun indrejste i Syrien, hvor hun lod sig hverve af terrororganisationen Islamisk Stat (IS), hvorefter hun modtog træning i våbenbrug med henblik på at begå terrorhandlinger. Der er endvidere rejst tiltale for, at hun fremmede virksomheden for Islamisk Stat ved gennem sin tilstedeværelse at have bidraget til, at Islamisk Stat kunne opretholde og konsolidere sin position i området.

Kvinden er tiltalt efter straffelovens § 114 c, stk. 3, 1. pkt., om hvervning til terrorisme, § 114 d, stk. 3, om træning og oplæring til terrorisme, og straffelovens § 114 e, 1. pkt., om fremme af terrorvirksomhed. 

Derudover er den 28-årige kvinde tiltalt efter straffelovens § 114 j, stk. 1, jf. stk. 3, for i perioden fra den 30. september 2016 og frem til marts 2019 som dansk statsborger uden tilladelse at være indrejst og have opholdt sig i to områder i Syrien, der i perioden var defineret som konfliktområder, og hvor Islamisk Stat var part i en væbnet konflikt. 

”Vi mener, at der er beviser for, at den 28-årige kvinde lod sig hverve og træne af Islamisk Stat, og at hun gennem sin tilstedeværelse som hustru til personer, der var aktive i Islamisk Stat, og som hjemmegående husmor til et mindreårigt barn også bidrog til at fremme virksomheden for terrororganisationen Islamisk Stat i konfliktområder i Syrien,” siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen, Statsadvokaten i Viborg.

Da kvinden kom til Danmark den 24. oktober 2024, blev hun anholdt. Det skete, efter Højesteret ved dom af 29. august 2024 besluttede, at kvindens søn skulle tilbydes bistand til evakuering fra Syrien sammen med sin mor. Hun har efterfølgende været varetægtsfængslet, siden hun den 25. oktober 2024 blev fremstillet i grundlovsforhør.

Anklagemyndigheden nedlægger bl.a. påstand om udvisning med indrejseforbud for bestandig.

Sagen er forhåndsberammet ved Retten i Aarhus med første retsdag den 15. december 2025.

 

For yderligere oplysninger kontakt anklagemyndighedens pressetelefon på 72689008.