Lasse Boje udnævnt til ny rigsadvokat

Lasse Boje udnævnt til ny rigsadvokat

03. februar 2026
Af Anette Pedersen

Lasse Boje er udnævnt til ny rigsadvokat og bliver dermed ny chef for anklagemyndigheden med virkning fra den 1. juni 2026.

45-årige Lasse Boje er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet. Lasse Boje har haft en række centrale stillinger på Justitsministeriets område og kommer med et solidt kendskab til strafferet og en baggrund inden for politiet og anklagemyndigheden. Han har tidligere været afdelingschef i Justitsministeriet og kommer fra en stilling som politidirektør i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). 

Som rigsadvokat får Lasse Boje ansvaret for ledelsen af de cirka 1.600 medarbejdere i anklagemyndigheden og for, at straffesagsbehandlingen i Danmark skaber størst mulig tillid, tryghed og retssikkerhed for borgerne.  

”Jeg er utrolig glad for at få muligheden for at gøre mit til, at Danmark også fremover er et trygt og sikkert land at bo i og et af verdens førende retssamfund. Jeg glæder mig meget til at arbejde med de mange dygtige ledere og medarbejdere i anklagemyndigheden, der hver dag arbejder hårdt og dedikeret for, at borgerne får rigtige og retfærdige afgørelser i straffesager. Jeg overtager en stærk organisation, som kommer til at udvikle sig yderligere i de kommende år, hvor vi blandt andet skal arbejde for, at borgerne får deres sag afgjort hurtigere og være med til at styrke kampen mod den økonomiske kriminalitet,” siger Lasse Boje.

Lasse Boje afløser Jan Reckendorff, som har været rigsadvokat siden 2018. Jan Reckendorffs kontrakt løber til maj, hvor han i en alder af 68 år takker af i anklagemyndigheden.

 

CV:
Navn: Lasse Boje Nielsen
Født: 1. juni 1980
Uddannelse: Cand. Jur. fra Aarhus Universitet
 

Karriere
2006-09    Fuldmægtig i Rigspolitiet
2009-14    Fuldmægtig i Justitsministeriet
2014-15    Chefkonsulent i Justitsministeriet
2015-16    Kontorchef i Justitsministeriet
2016-18    Afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet
2018-20     Afdelingschef i Justitsministeriet
2020-21    Centerdirektør i Direktoratet for Kriminalforsorgen 
2021-    Politidirektør i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK)

 

For yderligere oplysninger kontakt anklagemyndighedens pressetelefon på 72689008.