Dømt for at sende døtre på genopdragelsesrejse
Vestre Landsret har idømt en 57-årig mand tre års fængsel for at bortføre tre døtre til Somalia, hvor han udsatte dem for blandt andet vold og trusler.
En 57-årig mand fra Aarhus er kendt skyldig og idømt tre års fængsel for at have sendt tre af sine børn på genopdragelsesrejse i Somalia, og dermed bringe børnenes sundhed og udvikling i alvorlig fare. Manden, der er dansk statsborger, er desuden dømt for at have truet den ældste af døtrene, og at have udsat to af døtrene for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter med karakter af mishandling.
To af døtrene blev slået og pisket, og de har ar adskillige steder på deres kroppe. Under opholdet i Somalia var de tre døtre indespærret, forbudt at tale dansk og tvunget til at gå i koranskole.
”Børnenes sundhed og udvikling blev bragt i alvorlig fare ved, at de blev tvunget til at opholde sig i Somalia. Det var deres far, der havde den fulde forældremyndighed, som havde tvunget dem til at opholde sig dér, og dermed bragte han deres sundhed og udvikling i alvorlig fare,” siger specialanklager Anette Wolf Pedersen, Statsadvokaten i Viborg.
Dommen fra Vestre Landsret er en stadfæstelse af dommen fra Retten i Aarhus.
For yderligere oplysninger kontakt anklagemyndighedens pressetelefon på 72689008