Så er anklagemyndighedens nye vidensbase klar

Der ligger mange års udviklingsarbejde bag den platform, som vi i dag kan præsentere. Det startede med workshops og brugerundersøgelser for at få input til den bedste vidensdelingsløsning, og derefter flere udbudsrunder, men nu er vi klar til at vise resultatet.
”Med den nye vidensbase har anklagemyndigheden nu fået et moderne værktøj, som gør den anklagerfaglige viden let tilgængelig for alle på både computer, iPad og telefon. For anklagemyndighedens medarbejdere giver den endvidere helt nye muligheder for selv at strukturere og dele viden.
Hvis kvaliteten og effektiviteten i behandlingen af straffesager skal styrkes, er det en forudsætning, at hele anklagemyndigheden arbejder målrettet med anklagerfaglig vidensindsamling og vidensdeling. Den nye vidensbase er et stort og afgørende skridt i den retning.
Jeg er derfor rigtig glad for nu at kunne tilbyde anklagerne og offentlige brugere på vores hjemmeside dette nye arbejdsværktøj,” siger rigsadvokat Ole Hasselgaard.
Fakta om den nye vidensbase
Hvad er nyt?
Forbedret søgning: Søgningen er blevet nemmere og hurtigere. Man kan nu søge på flere måder, og resultatet af søgningen vises efter relevans (rangeret efter kilde og forekomst af ord). Man kan også sortere søgeresultaterne alfabetisk eller efter dato, f.eks. nyeste først.
Læs mere om søgning i miniguiden ”Anklagemyndighedens Vidensbase”.
Anklagemyndighedens medarbejdere kan endvidere via login oprette og dele materialesamlinger samt markere tekst og skrive kommentarer i de enkelte dokumenter.

Hvordan kommer man til Vidensbasen?
Der er to veje til Vidensbasen
1. Via anklagemyndighedens hjemmeside http://www.anklagemyndigheden.dk/
2. Via enhver internetbrowser https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/ – også på iPad og smartphone
Hvor er der hjælp at hente?
Der er muligheder for at få assistance på
• Vidensbasens hjælpefunktion: Der findes vejledning, quickguides og demofilm ved at klikke på Hjælp øverst i Vidensbasen.
Det er også muligt at kontakte Vidensenheden på e-mail: vidensenheden@ankl.dk og på telefon: 7268 9000.
Driftsprøve
I resten af maj måned løber den såkaldte driftsprøve, hvor vi skal have dannet os et billede af Vidensbasens ”børnesygdomme”. Man vil derfor kunne støde på nogle fejl og mangler.
Lige nu er der ved at blive rettet en fejl, som kan opstå ved udskrivning af nogle dokumenter. Fejlen betyder, at layout ikke ser korrekt ud, herunder kan der f.eks. mangle rammer i skemaer mv.