Hårde domme for menneskehandel, groft bedrageri, databedrageri og skattesvindel

Hårde domme for menneskehandel, groft bedrageri, databedrageri og skattesvindel

14. marts 2016

Retten i Lyngby har i dag afsagt dom i den såkaldte Hvepsebo-sag. Hvepsebo-sagen er et større sagskompleks efterforsket af det sjællandske politisamarbejde Task Force Indbrud (TFI), der under en større anholdelsesaktion den 25. februar 2015 anholdte 23 personer i sagen. Yderligere over 100 personer blev antruffet i forbindelse med aktionen, hvoraf en del anses for ofre i sagen.


Retten i Lyngby har i dag afsagt dom i den såkaldte Hvepsebo-sag. Hvepsebo-sagen er et større sagskompleks efterforsket af det sjællandske politisamarbejde Task Force Indbrud (TFI), der under en større anholdelsesaktion den 25. februar 2015 anholdte 23 personer i sagen. Yderligere over 100 personer blev antruffet i forbindelse med aktionen, hvoraf en del anses for ofre i sagen. Den afsagte dom vedrører 12 rumænere og en dansker er fundet skyldige i menneskehandel og omfattende bedragerier og skattesvindel ved på organiseret og systematisk vis at have lokket fattige rumænere til Danmark under urigtige løfter om arbejde og i stedet brugt deres identitet til at lave bedragerier overfor en lang række firmaer og virksomheder samt SKAT.

Retten idømte de 13 personer fængselsstraffe af mellem 3 år og 7 år og 11 måneders fængsel samt udvisning af rumænerne for bestandig.

Retten fandt det godtgjort, at flere rumænere er blevet rekrutteret i Rumænien af bagmændene og derefter transporteret til Danmark, hvor de blev indkvarteret i huse og lejligheder på Sjælland og i Jylland og ledsaget til myndigheder og banker for at få identitetspapirer og bankkonti mv.. Herefter blev deres identitet brugt til en lang række strafbare forhold på internettet samtidig med, at rumænerne blev taget med i butikker med henblik på kreditkøb. Der er også sket domfældelse for groft bedrageri og databedrageri vedrørende disse forhold.

Alle tiltalte ankede/tog betænkningstid.

Retten i Glostrup behandler for tiden celle 2 i Hvepsebokomplekset, hvor yderligere 5 personer står tiltalt for menneskehandel og groft bedrageri og omfattende skattesvindel. Ved Retten i Hillerød blev 3 personer den 14. december 2015 dømt for menneskehandel og groft bedrageri i sagens celle  3.

Anklageren i celle 1, senioranklager Jette Malberg, udtaler:

- Jeg er meget tilfreds med, at retten har dømt de tiltalte for bl.a. menneskehandel. Der er tale om en omfattende og professionel organisation, der hensynsløst har udnyttet deres landsmænds sårbare situation i hjemlandet til at snyde dem til Danmark, hvor de er udnyttet til omfattende kriminalitet. Det er en kompliceret sag, der vedrører en ny form for kriminalitet. Det er vigtigt, vi kan imødegå sådanne grænseoverskridende lovovertrædelser med strenge straffe. Dommen er resultatet af et effektivt og godt internationalt samarbejde mellem rumænsk og dansk politi og de to landes anklagemyndigheder.

Yderligere oplysninger til den retlige behandling af sagen fås ved henvendelse til senioranklager Jette Malberg på telefon +45 7258 7270.