Rigsadvokat indleder ikke straffesag mod politikere

Rigsadvokat indleder ikke straffesag mod politikere

24. september 2015

​Der bliver ingen straffesag mod seks folketingsmedlemmer, som var politianmeldt for uforsvarlig påvirkning af dommere og nævninger.

Rigsadvokaten har afgjort, at politikerne ikke kan straffes for udtalelser om, at en terrordømt mand burde udvises af Danmark og miste sit danske statsborgerskab.

»Vi har foretaget en samlet anklagerfaglig bedømmelse af de forhold, der kan tale for og imod, at der rejses en straffesag i anledning af de pågældende politikeres udtalelser. Og min konklusion er, at der blandt andet ud fra hensynet til ytringsfriheden og ud fra de konkrete omstændigheder knyttet til udtalelsernes fremsættelse ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at udtalelserne er strafbare. Derfor bliver der ikke rejst nogen straffesag,« siger rigsadvokat Ole Hasselgaard.

De seks politikere, Trine Bramsen, Martin Henriksen, Pia Kjærsgaard, Karsten Lauritzen, Peter Skaarup og Inger Støjberg, blev sidste år politianmeldt for udtalelser i forbindelse med sagen mod den terrordømte Said Mansour. Ifølge den terrordømtes forsvarsadvokat var udtalelserne i strid med retsplejeloven, der forbyder udtalelser, som er  egnet til på uforsvarlig vis at påvirke dommere og nævninger i en straffesag. Politikerne udtalte sig særligt om, at Said Mansour burde miste sit danske statsborgerskab og udvises af Danmark.

Rigsadvokaten har udarbejdet et notat, der indeholder en anklagerfaglig vurdering i forhold til de seks politikeres udtalelser. Det kan læses på http://www.anklagemyndigheden.dk/

Som det fremgår af notatet, tilkendegav de pågældende folketingsmedlemmer i nogle af udtalelserne på en utvetydig måde blandt andet, hvilket resultat byretten burde komme frem til i forhold til rettens afgørelse om udvisning af Said Mansour og spørgsmålet om fratagelse af hans statsborgerskab. Til støtte for, at udtalelserne var egnede til på uforsvarlig vis at påvirke domstolene, kan det ifølge notatet blandt andet anføres, at der deltog nævninger i behandlingen af sagen. Retsplejeloven har nemlig navnlig til formål at beskytte mod utilbørlig påvirkning i de sager, hvor der medvirker lægdommere.

Det anføres i notatet også, at den tiltalte person (Said Mansour) i lyset af straffesagens alvorlige karakter (terrorrelateret forbrydelse) og mulige indgribende konsekvenser for ham kan have behov for en væsentlig beskyttelse mod udtalelser om sagens resultat, inden der var afsagt endelig dom.

Når Rigsadvokaten alligevel kommer frem til, at udtalelserne ikke var strafbare, skyldes det blandt andet, at udtalelserne alene fremstår som de pågældende folketingsmedlemmers personlige holdninger til en sag, de har fulgt i medierne.  Desuden er der lagt vægt på, at politikere generelt nyder en særlig udstrakt grad af ytringsfrihed efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, og at der bør udvises betydelig tilbageholdenhed med indskriden overfor udtalelser, der vedrører spørgsmål af stor samfundsmæssig interesse. Endelig indgår det i Rigsadvokatens samlede vurdering, at de pågældende udtalelser tidsmæssigt blev fremsat under omstændigheder, der kan gøre det vanskeligt at pege på en konkret påvirkningsrisiko.

Læs notatet


For yderligere oplysninger: kontakt anklagemyndighedens kommunikationschef, Mikkel Thastum, 25 12 61 48