Bagmandspolitiet stopper efterforskning mod tidligere ansatte i Vestas

Bagmandspolitiet stopper efterforskning mod tidligere ansatte i Vestas

23. juni 2015
Af Peter Ernstved Rasmussen

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) – også kaldet bagmandspolitiet – har indstillet den videre efterforskning i en anmeldt sag om mandatsvig mod en tidligere finansdirektør og en tidligere salgsdirektør i Vestas Wind Systems A/S.

På den baggrund bliver der ikke rejst tiltale mod de to tidligere ansatte, oplyser vicestatsadvokat Per Fiig fra bagmandspolitiet.

»Vores efterforskning har ikke afdækket beviser, der kan underbygge, at der skulle være foregået noget strafbart. Derfor har vi afsluttet efterforskningen og opgivet sigtelsen mod den tidligere finansdirektør. Den tidligere salgsdirektør har ikke været sigtet. Nu lukker vi sagen, og der bliver derfor ingen straffesag mod de to tidligere Vestas-direktører,« siger vicestatsadvokat Per Fiig.

Sagen blev anmeldt af Vestas Wind Systems A/S i december 2012 og drejede sig om de tidligere ansattes indgåelse af aftaler på vegne af Vestas Wind Systems A/S. Mistanken gik på, hvorvidt de to direktører i forbindelse med aftalerne havde misbrugt deres stillinger til at lade Vestas indgå økonomisk byrdefulde aftaler med henblik på selv – direkte eller indirekte – at opnå en økonomisk fordel.

Mistanken rettede sig mod en projektaftale indgået i 2009 med et indisk selskab og mod en række projektaftaler indgået i 2011 og 2012 med et dansk selskab.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til senioranklager Marie Tullin, tlf. 72 68 92 60.