Anklagemyndigheden får ny topplacering af jurastuderende

Anklagemyndigheden får ny topplacering af jurastuderende

05. maj 2015

Anklagemyndigheden rangerer ifølge en ny undersøgelse som nummer to på listen over de mest attraktive arbejdspladser i Danmark blandt jurastuderende.

Det oplyser direktør Jesper Dansholm fra analyseinstituttet Universum, som står bag undersøgelsen. Anklagemyndigheden er på ranglisten alene overgået af A.P. Møller-Mærsk.

Anklagemyndigheden højdespringer dermed fra sidste års liste fra en syvendeplads – og har således overhalet alle andre ”juridiske” arbejdspladser. I 2014 lå Justitsministeriet på andenpladsen efterfulgt af advokatfirmaet Kromann Reumert og domstolene, der nu alle er overhalet af anklagemyndigheden.

I alt 931 jurastuderende er i perioden fra november 2014 til marts 2015 blevet spurgt om, hvilke arbejdspladser de finder mest attraktive, og hvor de helst vil arbejde. Direktør Jesper Dansholm fra Universum er imponeret over det hop, som anklagemyndigheden har lavet.

»Vi har lavet denne type lister i 27 år, og det er meget sjældent, at vi ser så stort et hop. I toppen af listen er det som regel de samme fire virksomheder, som kæmper om de bedste placeringer. Det er ret imponerende, at anklagemyndigheden er rykket fra en plads som nummer syv til nummer to, og det er helt klart den største forbedring på juralisten,« siger Jesper Dansholm.

Rigsadvokat Ole Hasselgaard glæder sig over undersøgelsen, der cementerer hans opfattelse af, at anklagemyndigheden er inde i en god udvikling.

»Som i alle andre sammenhænge skal man jo ikke stirre sig blind på tal og grafer, der jo kan gå lidt op og ned – og vel kun er udtryk for et udsnit af virkeligheden. Men for anklagemyndigheden er det positivt, når også vores omverden betragter os som en attraktiv arbejdsplads, hvor dedikerede medarbejdere arbejder for retfærdighed,« siger rigsadvokat Ole Hasselgaard.

Ifølge rigsadvokaten er det vigtigste, at hele organisationen fortsat arbejder for, at de nuværende medarbejdere har lyst til at være en del af anklagemyndigheden. Men for hele tiden at kunne forny anklagemyndigheden er det også vigtigt at tænke på dem, der måske skal være anklagere om nogle år.

 

FAKTA

MEST ATTRAKTIVE ARBEJDSPLADSER – jurastuderende 2015

1. A.P. Møller-Mærsk

2. Anklagemyndigheden

3. Justitsministeriet

4. Kromann Reumert

5. Bech-Bruun

6. Plesner

7. Domstolene/Domstolsstyrelsen

8. Lego

9. Udenrigsministeriet

10. Kammeradvokaten

 
Læs mere om undersøgelsen