Opdateret plan for anklagemyndighedens tilsyn med straffesagsbehandlingen
Rigsadvokaten udgiver opdateret tilsynsplan, som beskriver de temaer og tilsynsområder, der aktuelt indgår i tilsynet med politiets og anklagemyndighedens behandling af straffesager.
Anklagemyndigheden skal gennem sit tilsyn med straffesagsbehandlingen sikre, at straffesagsbehandlingen hos politiet og anklagemyndigheden er fagligt korrekt og ensartet, at afgørelser og beslutninger træffes på et objektivt og sagligt grundlag, og at enhver sag behandles så grundigt og hurtigt som muligt i lyset af sagens omfang, karakter og grovhed.
Rigsadvokaten offentliggør som led i det løbende tilsynsarbejde en opdateret tilsynsplan, som sætter retningen for tilsynet med politiets og anklagemyndighedens behandling af straffesager.
Tilsynsplanen indeholder de generelle tilsynsområder og temaer, som aktuelt indgår i tilsynet.
Tilsynsplanen er dynamisk og justeres løbende, så den tilpasses det aktuelle risikobillede og virkeligheden. Nye tilsynsområder og aktiviteter inddrages ud fra en vurdering af risiko og væsentlighed. Samtidig vil temaer og generelle tilsynsområder løbende udgå af planen, når de er gennemført eller ikke længere er aktuelle.
Du kan læse den opdaterede tilsynsplan på anklagemyndighedens hjemmeside.