Følg med i anklagemyndighedens tilsynsarbejde
Rigsadvokaten har i løbet af 2019 implementeret en ny tilsynsmodel, som sætter rammen for tilsynet med politiets og anklagemyndighedens behandling af straffesager.
Anklagemyndigheden arbejder hver dag for at øge retssikkerheden og sikre, at straffesager behandles retfærdigt. Kvalitet, legalitet og effektivitet i politiets og anklagemyndighedens arbejde er afgørende for, at vi har et velfungerende straffesystem, som befolkningen har tillid til.
Anklagemyndigheden skal gennem sit tilsyn med straffesagsbehandlingen sikre, at straffesagsbehandlingen hos politiet og anklagemyndigheden er fagligt korrekt og ensartet, at afgørelser og beslutninger træffes på et objektivt og sagligt grundlag, og at enhver sag behandles så grundigt og hurtigt som muligt i lyset af sagens omfang, karakter og grovhed.
Derfor har Rigsadvokaten i 2019 implementeret en ny tilsynsmodel. Den nye tilsynsmodel er implementeret, så alle aktører kan være mere proaktive i tilsynsarbejdet. Vi skal således i anklagemyndigheden tidligt identificere og tage hånd om de udfordringer, der er, og tilrettelægge tilsynet, så der sættes ind dér, hvor der er størst behov for det. Samtidig skal der være bedre sammenhæng mellem resultaterne af tilsynet og de fremadrettede udviklingstiltag, som vi iværksætter.
Rigsadvokaten vil desuden som et led i den nye tilsynsmodel i højere grad informere offentligheden om centrale forhold ved anklagemyndighedens tilsynsvirksomhed og derved bidrage til at give samfundet et mere klart billede af, hvordan anklagemyndigheden gennem tilsynet har fokus på blandt andet borgernes retssikkerhed ved behandlingen af straffesager.
Derfor kan man nu på anklagemyndighedens hjemmeside samlet under fanen ”Tilsyn” løbende følge med i tilsynsarbejdet.