Udbyttesagen: To britiske statsborgere tiltalt for svindel for mere end ni milliarder kroner
SØIK har tiltalt to britiske statsborgere for i et nøje planlagt svindelnummer at have fået udbetalt mere end ni milliarder kroner i uberettiget refusion af udbytteskat fra den danske statskasse. Efterforskningen mod andre mistænkte i flere forskellige spor af udbyttesagen fortsætter.
I en af danmarkshistoriens største svindelsager er der i dag rejst tiltale for groft bedrageri mod en formodet hovedmand og hans formodede håndlanger i et af udbyttesagens hovedspor. De to mænd mistænkes begge for at have svindlet den danske stat for mere end ni milliarder kroner.
Der er tale om en britisk statsborger, der er bosat i Dubai samt en britisk statsborger, der er bosat i Storbritannien.
Det oplyser Per Fiig, der er fungerende statsadvokat hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), der har stået for den omfattende efterforskning af sagen.
»Der er tale om ekstremt alvorlig og meget omfattende kriminalitet begået mod den danske stat, og vi mener, at de to tiltalte har begået et kynisk og nøje planlagt bedrageri, hvor de har svindlet sig til mere end ni milliarder kroner fra den danske statskasse. På baggrund af en særdeles omfattende og kompleks efterforskning har vi derfor i dag rejst tiltale for groft bedrageri og forsøg på bedrageri for i alt 9,6 milliarder kroner mod de to britiske statsborgere i et af hovedsporene i udbyttesagen,« siger Per Fiig
Det er SØIK’s opfattelse, at de to mænd på vegne af en række investorer og selskaber via et veltilrettelagt og organiseret svindelnummer indsendte mere end 3.000 ansøgninger for at få udbetalt mere end ni milliarder kroner i uberettiget refusion af udbytteskat fra statskassen
Værdier for tre milliarder kroner beslaglagt
SØIK har foreløbig på baggrund af den samlede efterforskning i udbyttesagen beslaglagt værdier for omkring tre milliarder kroner i hele udbyttesagen hos forskellige personer og selskaber i en række forskellige efterforskningsspor – herunder i det spor, hvor der nu er rejst tiltale mod to personer.
»Det er vores erfaring fra de store sager om bedrageri og hvidvask, at udbyttet fra svindlen ofte bliver udbetalt til organiserede kriminelle netværk, der distribuerer pengene globalt gennem sindrige systemer. Det betyder helt generelt, at det er meget vanskeligt eller næsten umuligt at få fat på pengene igen – og som udgangspunkt skal beslaglagte værdier deles med det land, der har foretaget beslaglæggelsen. Vi arbejder selvfølgelig fortsat på at tage alle de værdier, vi kan komme i nærheden af, så vi får så mange af pengene som overhovedet muligt tilbage til statskassen, hvor de hører hjemme. Og vi fortsætter jagten, selvom der nu er rejst tiltale i et af sagens hovedspor,« siger Per Fiig.
Fortsat andre mistænkte
SØIK har i efterforskningen mod de to tiltalte undersøgt en lang række komplicerede internationale selskabskonstruktioner og pengestrømme, som er blevet sammenholdt med ansøgningerne om uberettiget refusion af udbytteskat.
Efter SØIK’s opfattelse er der tale om et setup med 24 malaysiske selskaber og 224 amerikanske pensionsplaner. Derudover er mere end 70 selskaber, som blandt andet er etableret på de Britiske Jomfruøer, Cayman Islands, i De Forenede Arabiske Emirater og i Storbritannien, indgået i transaktionerne.
På grund af udbyttesagens størrelse og kompleksitet har der siden 2016 i regi af Eurojust været oprettet et internationalt efterforskningssamarbejde mellem Danmark, Storbritannien, Tyskland og Belgien med Danmark som leder. Derudover har Europol været tilknyttet og de amerikanske myndigheder deltaget som observatør.
I udbyttesagen er der i alt blevet svindlet for 12,7 milliarder kroner. Selvom der i dag er rejst tiltale mod to personer for svindel og forsøg på svindel for 9,6 milliarder kroner, fortsætter efterforskningen derfor. Efterforskningen foregår i forskellige spor, hvor SØIK efterforsker en række forskellige netværk af personer.
»I et af sporene har vi nu rejst tiltale mod de to britiske statsborgere for bedrageri for mere end ni milliarder kroner. I det spor er der fortsat en række andre mistænkte personer. Her mangler vi fortsat enkelte afhøringer og efterforskningsskridt, og vi forventer at kunne tage stilling til tiltalespørgsmålet mod de andre personer i løbet af nogle måneder,« siger Per Fiig.
»Derudover har vi en række andre spor, hvor vi efterforsker mod en række forskellige netværk af personer for den resterende del af svindlen for de mere end 12 milliarder kroner. Her vil gå længere tid, før vores efterforskning vil vise, om der er grundlag for at rejse tiltale,« siger Per Fiig.
De to britiske statsborgere er tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2 for 9.025.205.871 kroner og forsøg på bedrageri af særlig grov beskaffenhed for 553.346.302 kroner.
Strafferammen er fængsel i otte år. På grund af sagens grovhed, beløbets størrelse, gerningsperiodens længde og den organiserede karakter af bedrageriet, vil SØIK gå efter at tage en særlig paragraf i straffeloven i brug - § 88, stk. 1 – som betyder, at strafferammen i særligt grove tilfælde kan blive forhøjet til 12 år.
Det er forventningen, at sagen vil blive ført ved Retten i Glostrup. Den er endnu ikke berammet.
For pressehenvendelser kontakt Jens Fuglsang Edelholt på tlf. 30334689