Fængsel og udvisning for organiseret menneskehandel og bordelvirksomhed

Fængsel og udvisning for organiseret menneskehandel og bordelvirksomhed

23. juni 2026
Af Anette Pedersen

Vestre Landsret har idømt to thailandske kvinder tre et halvt års fængsel for at have udnyttet andre thailandske kvinder til prostitution. De to kvinder blev udvist og fik også bl.a. konfiskeret store kontantbeløb, smykker, tasker og en bil. 

Vestre Landsret fandt det bevist, at seks thailandske kvinder kom til Danmark blandt andet under et falsk løfte om at blive ansat som thaimassører. Da de kom til Danmark, blev de i stedet transporteret til bordeller i Fredericia og Horsens, hvor de to dømte kvinder udnyttede deres sårbare situation ved at tvinge dem til prostitution. 

”Sagen har tråde til et internationalt netværk af menneskehandlere. Det er meget alvorlig kriminalitet at udnytte sårbare kvinder til prostitution, og jeg er derfor tilfreds med, at Vestre Landsret vurderede, at grovheden og udnyttelsen af ofrene skulle straffes med henholdsvis tre et halvt års fængsel, og at begge de tiltalte blev udvist. Det kan være svære sager at bevise på grund af den situation, som ofrene befinder sig i, ligesom kulturforskelle nogle gange gør sig gældende,” siger specialanklager Johnnie Nymann Jensen fra Statsadvokaten i Viborg.

Dommen for organiseret menneskehandel og bordelvirksomhed til de to kvinder på 41 og 50 år er i det væsentlige en stadfæstelse af en dom fra Retten i Kolding fra 2025.

 

For yderligere oplysninger kontakt anklagemyndighedens pressetelefon på 30316191.