Ny statsadvokat i København
Marie Bindslev er udnævnt som ny statsadvokat for Statsadvokaten i København. Hun kommer fra en stilling som chefanklager i anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Marie Bindslev overtager stillingen som statsadvokat for Statsadvokaten i København pr. 1. august efter Lise-Lotte Nilas, der gik på pension 1. juni.
Marie Bindslev er 42 år og uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 2010. Hun begyndte sin karriere som anklager ved Nordsjællands Politi, hvorefter hun blev senioranklager og senere vicestatsadvokat ved Rigsadvokaten, inden hun i 2022 blev chef for anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Statsadvokaten i København har ca. 80 ansatte. Statsadvokaten møder for anklagemyndigheden i straffesager i Østre Landsret, fører tilsyn med politikredsene øst for Storebælt samt Færøerne og Grønland og behandler klage- og erstatningssager mv.
Statsadvokaten i København er en af tre statsadvokaturer. Statsadvokaten i Viborg dækker politikredsene i Vestdanmark og fører straffesager ved Vestre Landsret, mens Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet er landsdækkende og fører primært straffesager om økonomisk, international og organiseret kriminalitet.
For yderligere oplysninger kontakt anklagemyndighedens pressetelefon på 72689008.