12 mænd dømt i kæmpesag om fakturasvindel og hvidvask

12 mænd dømt i kæmpesag om fakturasvindel og hvidvask

05. maj 2026

Østre Landsret har afsagt dom i en af danmarkshistoriens mest omfangsrige og langvarige straffesager, ankesagen i den såkaldte ”fakturasag.” Sagen handler om organiseret svindel med fakturaer for 296 millioner kroner og hvidvask af 389 millioner kroner.

Østre Landsret har dømt 12 personer og ét selskab for at have været en del af et organiseret kriminelt netværk, der via en fakturafabrik muliggjorde skatte- og momsunddragelse samt hvidvask i et hidtil uset omfang.

Landsretten har dermed stadfæstet fængselsstraffen for de to ejere af fakturafabrikken. Yderligere fire personer fik stadfæstet deres fængselsstraf. Derudover fik fire personer skærpet fængselsstraffen, mens to personer fik formildet straffen og en person blev frifundet. Det tiltalte selskab fik stadfæstet bøden på 65 mio. kr. Fire personer er idømt i alt 615 millioner i tillægsbøder. Det tiltalte selskab er idømt en bøde på 65 millioner kroner. 

Ejerne af fakturafabrikken er af landsretten idømt henholdsvis 7 og 6 ½ års fængsel. Af de tiltalte, som er dømt for hvidvask er tre personer idømt 3 år og 11 måneders fængsel, mens en blev idømt 2 års fængsel. Fire af de tiltalte er tillige blevet udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Dommen fastslår, at netværket styrede en fakturafabrik fra forskellige adresser i Københavnsområdet. Her betalte cirka 850 selskaber penge for ydelser, der aldrig blev udført af netværkets 12 tomme stråmandsselskaber, hvor udenlandske stråmænd var indsat som direktører uden selv at vide det. Formålet med de cirka 850 selskabers betaling af de fiktive fakturaer var, ifølge dommen, at disse kunne indgå i selskabernes regnskaber, så de kunne opnå et uberettiget momsfradrag samt undgå at betale A-skat og AM-bidrag. Efterfølgende fik selskaberne deres betalinger tilbage fra netværket mod et gebyr, som netværket beholdt. Fakturafabrikken udstedte 5.747 falske fakturaer.

”Denne her sag udgør et ekstremt og kynisk eksempel på, hvordan et organiseret setup med en fakturafabrik som omdrejningspunkt over tid kan snyde statskassen for uhørte summer, og det er derfor yderst tilfredsstillende, at det efter en betydelig indsats fra politi og anklagemyndighed får alvorlige konsekvenser for de involverede. Der har der været tale om en kompleks bevisførelse og talrige processuelle tvister undervejs, hvor landsretten i vid udtrækning altså har været enige i anklagemyndighedens syn på sagen,” siger specialanklager Alexander Dzougov, der sammen med specialanklagerne Michéle Thøgersen og Louise Pedersen har ført sagen for Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK). 

En række af de tiltalte er samtidig dømt for at sløre ulovlige pengestrømme for ca. 389 millioner kroner ved hjælp af vekselbureauer i København. Herefter blev pengene fra de falske fakturabetalinger udbetalt kontant og ført tilbage til de omkring 850 selskaber til brug for betaling af sort arbejde.