22 personer idømt bøder for pirat-tv
Retten i Sønderborg har i dag idømt bøder til 22 personer for at have modtaget pirat-tv.
22 personer er i dag blevet dømt for ulovligt at have set pirat-tv via en såkaldt cardsharing-server. Det takserede Retten i Sønderborg til bøder i størrelsesordenen 15.000 kroner – 20.000 kroner samt erstatning til rettighedshaverne. Personen, som har delt tv-signalet, blev i maj 2019 idømt 30 dages betinget fængsel.
Sagen udspringer af en anmeldelse fra Nordic Content Protection, der bl.a. repræsenterer Canal Digital.
Det oplyser senioranklager Kaare Linde fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
»Pirat-tv er et alvorligt problem, der skader tv-markedet. I dette tilfælde har en række personer modtaget ulovligt pirat-tv, så rettighedshaverne i sagens natur ikke modtager betaling for deres udsendelser. Den type forbrydelse medfører, at tv-udsendelserne bliver dyrere for den almindelige forbruger, og at tv-selskaberne har færre midler til at producere nye udsendelser for. Derfor er det vigtigt, at lovovertrædelser bliver forfulgt, og at brugere af pirat-tv straffes,« siger Kaare Linde.
Retten fulgte for de 22 dømte Anklagemyndighedens bødepåstande, og Kaare Linde er derfor tilfreds med rettens bedømmelse. I yderligere tre sager er der domafsigelse den 15. januar på grund af indsigelser i forhold til bødernes størrelse.
For pressehenvendelser kan Jens Fuglsang Edelholt kontaktes på 30334689.