35-årig kvinde får fire års fængsel for fremme af IS

35-årig kvinde får fire års fængsel for fremme af IS

19. december 2022
Af Anette Pedersen

Vestre Landsret har i dag idømt en 35-årig kvinde fire års fængsel for at være indrejst og have opholdt sig i et konfliktområde i Syrien og dér at have fremmet virksomheden for terrororganisationen Islamisk Stat (IS). 

Vestre Landsrets afgørelse er en skærpelse af den dom, som den 35-årige kvinde blev idømt i en tilståelsessag ved Retten i Esbjerg den 18. november 2022. Kvinden har erkendt sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 114 e, 1. pkt., og § 114 j, og blev i byretten idømt tre års fængsel for at være indrejst og have opholdt sig i et konfliktområde i Syrien og dér at have fremmet virksomheden for terrororganisationen IS. 

Straffens længde blev anket til landsretten af Statsadvokaten i Viborg, fordi byretten i dommen henviste til straffelovens § 86, stk. 5, der navnlig fastslår, at hvis en dømt har været anholdt eller varetægtsfængslet i udlandet, bestemmer retten, i hvilket omfang der skal ske afkortning i den idømte straf. Vestre Landsret bestemte i dag, at der ikke i medfør af straffelovens § 86 skulle ske strafafkortning for perioden, hvor tiltalte havde opholdt sig i al-Roj-lejren.

”Vi er tilfredse med, at landsretten er nået frem til et andet resultat, og at der ikke er fundet grundlag for at afkorte straffen med den periode, hvor kvinden opholdt sig i en lejr i Syrien. Hun var ikke tilbageholdt i Syrien som led i den danske straffesag, og derfor mente vi ikke, at der var mulighed for at afkorte straffen efter straffelovens § 86. Det er en alvorlig sag, at have fremmet virksomheden for terrororganisationen Islamisk Stat, også som medrejsende ægtefælle. Kvinden har erkendt sig skyldig i at holde hjemmet for sin mand og virket som husmor, og derved fremmet terrororganisationen Islamisk Stats aktiviteter igennem en længere periode,” siger anklager Frederik Rasmussen, Statsadvokaten i Viborg.

Kvinden, der er dansk statsborger, blev i oktober 2021 sammen med sine børn evakueret fra al-Roj-lejren i det nordøstlige Syrien. Kvinden blev ved evakueringen til Danmark den 7. oktober 2021 anholdt og har været varetægtsfængslet siden.

 

Pressehenvendelser kan rettes til anklagemyndighedens pressetelefon på 72689008.