Afgørelse i sag om anmeldelse af politikere for formueforbrydelser
Anklagemyndigheden ved Grønlands Politi har i dag besluttet ikke at indlede efterforskning i en sag, hvor en række borgere har anmeldt tre grønlandske politikere for formueforbrydelser.
Anklagemyndigheden ved Grønlands Politi har i dag besluttet ikke at indlede efterforskning i en sag, hvor en række borgere har anmeldt tre grønlandske politikere for formueforbrydelser i anledning af afregningen af en række rejseudgifter m.v., som bl.a. er afholdt i forbindelse med, at de tre politikeres familie har deltaget på tjenesterejser. Begrundelsen for afgørelsen er, at politiet kun efterforsker sager, hvor der er en rimelig formodning om, at der er begået en kriminel handling. Det mener politiet ikke, at der er i dette tilfælde.
Chefanklager Morten Nielsen udtaler:
“Anklagemyndigheden har især lagt vægt på, at der efter en gennemgang af anmeldelserne imod de tre politikere ikke er skabt den fornødne mistanke om at der er begået et kriminelt forhold, der efterforskes af det offentlige, frem for at sagen vedrører et økonomisk mellemværende imellem de anmeldte og selvstyret, der henhører under det civilretslige - herunder det politiske/forvaltningsretlige system.”
Anklagemyndigheden har herunder lagt vægt på, at der — uanset at det må lægges til grund, at der ved en række af dispositionerne er foretaget betalinger af private udgifter i strid med selvstyrets regler herom — ikke foreligger oplysninger, der sandsynliggør, at der er handlet svigagtigt eller at de anmeldte har foretaget økonomiske dispositioner med en sådan forståelse af selvstyrets underliggende regelgrundlag for udlæg og tilbagebetaling heraf, at der kan siges at være skabt mistanke om, at der er begået forsætlige overtrædelser af kriminalloven.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til chefanklager
Morten Nielsen på +299 36 51 02.