Anklagemyndigheden er Danmarks næstmest attraktive juridiske arbejdsplads
Universum har her til aften kåret Danmarks mest attraktive arbejdspladser for jurastuderende, og resultatet er ikke til at tage fejl af: De drømmer om at blive anklagere.
”Det kan vi være stolte af, og æren tilfalder anklagemyndighedens medarbejdere og ledere. Universums undersøgelse fortæller mig også, at de jurastuderende vægter meningsfuldhed, når de skal vælge deres første job, og det, tør jeg godt sige, får de hos os. Vi synes selv, at vi har verdens mest givende, spændende og vigtige job, og vi er glade for, at de studerende er enige og gerne vil være en del af vores arbejdsfællesskab. De er jo fremtidens anklagere,” siger rigsadvokat Jan Reckendorff.
Der er mange gode grunde til, at anklagemyndigheden år efter år figurerer i top tre på Universums liste.
”Der er i øjeblikket stor kamp om de jurastuderende. Derfor er vi ekstra stolte, når de vælger os. Vi arbejder kontinuerligt på at være en attraktiv arbejdsplads - også for de unge. I rekrutteringsindsatsen er vi meget tydelige med, at anklagerjobbet kræver selvstændighed, høj faglighed og ikke mindst et godt menneskeligt kompas. Derfor gør vi os også særligt umage med at skræddersy vores grunduddannelse, så vores unge fuldmægtige føler sig godt rustet til at udføre verdens mest spændende job,” siger HR-chef Lene Bang.
Christian drømmer om at blive anklager
Christian Parmo Buur har været studentermedhjælper hos anklagemyndigheden i seks måneder, og han er en af de studerende, der drømmer om at blive anklager, når han er færdig med jurastudiet.
”Jeg interesserer mig meget for strafferet, så derfor er det nærliggende at gå anklagervejen. Jeg bliver meget inspireret af de anklagere, jeg arbejder sammen med. Jeg mærker deres passion for arbejdet. For faget. Og for retfærdighed. Det er ildsjæle, der er herinde, og det er vildt motiverende at møde ind til,” fortæller Christian.
Årets top 10
Sådan ser årets top ti ud:
1 Poul Schmith/Kammeradvokaten
2 Anklagemyndigheden
3 Gorrissen Federspiel
4 Bech-Bruun
5 Kromann Reumert
6 Plesner
7 Justitsministeriet
8 Domstolene/Domstolsstyrelsen
9 A.P. Møller – Mærsk
10 Udenrigsministeriet