Anklagemyndigheden kommunikerer via ny kanal
Anklagemyndigheden offentliggør fra i morgen, onsdag, korte nyheder, meddelelser og opdateringer via Anklager Update. Medier og andre interesserede kan frit få nyhederne leveret direkte i indbakken.
Anklagemyndigheden lancerer Anklager Update som ny kanal til den hurtige nyhedsinformation om anklagemyndighedens arbejde og straffesagens skridt fra grundlovsforhør til tiltaler og endelig dom.
“Anklager Update er en samlet kanal, hvor borgere og medier kan få overblik over, og direkte adgang til, nyt om vores arbejde med straffesager. I stedet for at anklagemyndigheden har 19 forskellige X-profiler, samler vi nu vores kommunikation ét sted, så det bliver nemt for alle at følge med. Det giver os bedre mulighed for at tydeliggøre, hvilken rolle og hvilke opgaver anklagemyndigheden har,” siger Mogens Agger Tang, kommunikationschef i anklagemyndigheden.
Tidligere på året valgte politiet at forlade X og i stedet sende korte opdateringer ud til medier og borgere via kanalen Politi Update og anklagemyndighedens kanal er bygget efter samme model. Dermed vil anklagemyndigheden heller ikke længere benytte X.
Alle interesserede kan abonnere på de gratis opdateringer fra Anklager Update ved at tilmelde sig på www.anklagerupdate.dk eller www.anklagemyndigheden.dk. Derudover kan brugere af Ritzaus Nyhedstjeneste se opdateringerne der.
Medier, der er tilmeldt Pressenævnet, kan få adgang til at vise Anklager Update via API. Eventuelle henvendelser om det kan ske til anklagemyndigheden på presse@ankl.dk