Anklagemyndigheden rejser straffesag mod Uber

Anklagemyndigheden rejser straffesag mod Uber
02. december 2016
Af Mikkel Thastum

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har nu rejst tiltale mod selskabet Uber BV for medvirken til overtrædelse af taxiloven. Det sker efter, at to chauffører i sidste uge fik deres sager endeligt afgjort ved Østre Landsret.

Der er nu rejst tiltale mod det hollandske selskab Uber BV, der står bag app´en Uber, der formidler kørsel i blandt andet Danmark. Det sker efter den nylige Østre Landsrets-afgørelse vedrørende den ene af to chaufførers sager. Ifølge advokaturchef Vibeke Thorkil-Jensen fra anklagemyndigheden ved Københavns Politi er der rejst tiltale mod selskabet for medvirken til to chaufførers lovovertrædelser.

 »Det er nu slået fast, at chaufførerne har kørt i strid med taxilovgivningen. Derfor har vi rejst tiltale mod selskabet bag for at medvirke til disse ulovligheder. Der er tale om en principiel prøvesag, hvor anklagemyndigheden ønsker at få rettens vurdering af medvirkensansvaret til den ulovlige taxikørsel,« siger advokaturchefen.

Hun oplyser, at anklagemyndighedens påstand vil være en bøde i størrelsesordenen 30.000 kroner, hvilket svarer til 10.000 kroner pr. kørsel. Såfremt anklagemyndigheden får medhold, vil den samlede bøde til Uber kunne stige betragteligt. Det vil den, fordi anklagemyndigheden herefter vil kunne rejse tiltale mod Uber for medvirken til ulovlig taxikørsel for hver enkelt tur, som en Uber-chauffør bliver dømt for.

Det er endnu ikke besluttet, hvornår straffesagen kan blive behandlet ved Københavns Byret.