Anklagemyndighedens sommerskole for jurastuderende aflyses i år

Anklagemyndighedens sommerskole for jurastuderende aflyses i år

26. maj 2020
Af Christina Andersen

Siden 2013 har anklagemyndigheden hvert år afholdt en uges sommerskole for jurastuderende. Sommerskolen er bygget op omkring praksisnære temaer, så de jurastuderende kan prøve kræfter med anklagerarbejdet. Men i lyset af Covid-19 situationen er det besluttet at aflyse årets sommerskole.

Anklagemyndighedens Sommerskole for jurastuderende er over de seneste syv år blevet en tilbagevendende årlig begivenhed, som giver de 20 udvalgte deltagere et realistisk indblik i arbejdet som anklager. Igennem et intensivt forløb, der følger straffesagens kronologi, bliver deltagerne under kyndig vejledning af mentorer fra anklagemyndigheden undervist i alle dele af anklagerens forberedelse af straffesagen. På forløbets sidste dag skal de jurastuderende vise, hvad de har lært, når de skal føre en straffesag fra start til slut ved et processpil i Københavns Byret.

Anklagemyndighedens Sommerskole var planlagt til at finde sted den 17. -20. august 2020 hos Rigsadvokaten i København. Grundet den aktuelle samfundssituation har størstedelen af anklagerne arbejdet hjemmefra, og Rigsadvokaten har indstillet alle uddannelsesaktiviteter. Domstolene er netop gradvist genåbnet efter en længere periode med begrænset gennemførelse af straffesager, og det er derfor besluttet, at sommerskolen i år aflyses.

»Vi har modtaget rigtig mange henvendelser fra jurastuderende, som gerne vil have en plads på sommerskolen, og det er selvfølgelig med stor beklagelse, at vi nu må skuffe dem. Vi vil rigtig gerne give de jurastuderende et unikt indblik i, hvad det vil sige at være anklager, og dermed give dem et godt udgangspunkt for at finde ud af, om deres karriereambitioner matcher anklagerarbejdet både i forhold til opgaver, arbejdsform og ansvar. Det havde vi set frem til også at gøre i år. Men omstændighederne er bare helt anderledes i år, hvor retssamfundet har været lukket delvist ned i en længere periode, og vi nu er gået i gang med at afvikle sagerne. Der er naturligvis ingen tvivl om, at vores fokus lige nu må og skal være på vores kerneopgave. Og så kan vi forhåbentlig til næste sommer igen give et nyt hold jurastuderende den unikke oplevelse, som Anklagemyndighedens Sommerskole er,« siger personalechef Lene Bang.

Anklagemyndighedens Sommerskole forventes genoptaget i 2021.