Bagmand dømt for at drive flere ulovlige pirat-sider

Bagmand dømt for at drive flere ulovlige pirat-sider

15. juni 2021
Af Jens Fuglsang Edelholt

En 50-årig mand fra Fyn er blevet idømt fire måneders fængsel ved Retten i Odense. Manden var en af bagmændene bag den ulovlige, danske fildelingstjeneste asgrd.org og den ulovlige side nordicbits.eu, der delte tusindvis af filer til tusindvis af brugere.

En 50-årig familiefar fra Middelfart er ved Retten i Odense blevet dømt fire måneders fængsel for at have været med til at gøre tusindvis af film, tv-serier, musik, tegneserier og lydbøger ulovligt tilgængeligt for tusindvis af brugere.

Manden stod blandt andet for leje af server, køb af domænenavn, udarbejdelse af hjemmeside, opsætning af betalingsløsninger og ydede kundeservice ved at besvare brugeres spørgsmål.

Han var en af flere bagmænd for to ulovlige sider – asgrd.org og nordicbits.eu – med henholdsvis 23.000 brugere og 5.000 brugere, der tilsammen gjorde omkring 27.000 ulovlige filer tilgængelige.

»Den danske film ”Druk” blev blandt andet delt flere tusinde gange uden betaling, og det er klart, at det giver de mennesker, der står bag sådan en film, et økonomisk tab. Men det rammer også alle dem, der arbejder med at lave eksempelvis film og tv – som fx skuespillere og makeupartister, og det rammer samfundsøkonomien og dermed os alle sammen, når statskassen går glip af moms og afgifter. Derfor er jeg meget tilfreds med dommen i dag, for den sender et klart signal til både bagmænd og brugere om, at der bliver slået hårdt ned,« siger Christian Raaholt Hahn, der er anklager hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), der har ført sagen. 

Sagen udspringer af, at RettighedsAlliancen i oktober 2020 anmeldte internetsiden asgrd.org til SØIK, da man havde konstateret, at der blev delt en række ulovlige kopier af danske film og serier. Blandt andet var den aktuelle danske film ”Druk” delt flere tusinde gange. 

Den 50-årige blev anholdt den 21. december 2020 og blev i et retsmøde bag lukkede døre varetægtsfængslet hen over jul og nytår, mens efterforskningen fortsatte for at identificere yderligere bagmænd. I januar 2021 blev yderligere seks formodede bagmænd anholdt i sagen. De blev sigtet for ophavsretskrænkelser af særligt grov karakter og efterfølgende løsladt igen. Der er endnu ikke taget stilling til tiltalerejsningen mod dem.

Den dømte modtog dommen. En måned blev af retten gjort ubetinget, mens tre måneder er betinget.

 

For pressehenvendelser kontakt anklagemyndighedens presseafdeling på tlf. 72689008 eller presse@ankl.dk