Bandidos MC i Danmark opløses ved dom

Bandidos MC i Danmark opløses ved dom

29. oktober 2025
Af Anette Pedersen

Retten i Helsingør har i dag afsagt dom i opløsningssagen mod Bandidos MC i Danmark.

Foreningen Bandidos MC i Danmark er i dag ved Retten i Helsingør blevet opløst ved dom efter grundlovens paragraf 78. Byretten har dermed givet anklagemyndigheden medhold i, at der som almindeligt led i Bandidos MC i Danmarks virksomhed er begået omfattende og alvorlig kriminalitet, og at foreningen dermed har et ulovligt formål.

”Dommen i dag er endnu et hårdt slag mod bandegrupperinger og organiseret kriminalitet i det hele taget. Det er på baggrund af en særdeles omfattende efterforskning, at retten har fundet det bevist, at Bandidos MC i Danmark er en grundlovsstridig forening, der har indgået i voldelige konflikter med andre kriminelle grupperinger og benyttet drab, vold og anden alvorlig kriminalitet som et almindeligt led i foreningens måde at være på,” siger specialanklager Halit Sert, National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.

Opløsningssagen blev indbragt for retten den 22. maj 2024, og samtidig blev der nedlagt et foreløbigt administrativt forbud mod Bandidos MC. Med dommen har retten også fundet, at der var lovligt grundlag for det foreløbige forbud.

”På baggrund af en omfattende bevisførelse om Bandidos´ regler og faktiske virksomhed er det bevist, at Bandidos MC i Danmark er en samlet forening med et ulovligt formål, og det gælder uanset, at Bandidos MC betegner sig selv som flere motorcykelklubber. Retten i Helsingør har dermed fulgt anklagemyndighedens synspunkter, og vi er derfor meget tilfredse med dagens afgørelse,” siger specialanklager Melissa Fernandez, Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet, SSK.

Forbudssagen mod Bandidos MC i Danmark blev indledt ved Retten i Helsingør den 15. januar 2025 og har varet i alt 38 retsdage.

Anklagemyndigheden har ført 52 vidner i sagen, som består af mere end 50.000 rapportsider. Anklagemyndigheden har derudover gennemgået 10 voldelige konflikter mellem Bandidos MC og andre kriminelle grupperinger, ligesom anklagemyndigheden har fremlagt 47 tidligere straffedomme mod 107 medlemmer af Bandidos, der sammenlagt har ført til mere end 551 år og 2 måneders fængsel.                    

Bandidos MC i Danmark har anket rettens afgørelse.