Behandlingen af sager om overtrædelse af køre- og hviletid bliver genoptaget

Behandlingen af sager om overtrædelse af køre- og hviletid bliver genoptaget

08. juni 2018

I september 2017 valgte Rigsadvokaten at sætte køre- og hviletidssager i bero, indtil en ny IT-løsning var udviklet, og en ændring af loven på området dermed kunne føres ud i livet. Loven er nu trådt i kraft, og den videre behandling af sagerne bliver genoptaget.

Fra 1. juni 2018 har anklagemyndigheden valgt at genoptage den videre behandling af alle sager om overtrædelse af køre- og hviletid.

I september 2017 meldte Rigsadvokaten ud, at behandlingen af alle sager på området var sat i bero, indtil en IT-løsning var på plads. Det er nu sket, og dermed er lov om ændring af færdselsloven (lov nr. 697 af 8. juni 2017 om ændring af sanktionerne på køre- og hviletidsområdet m.v.), trådt i kraft med virkning fra 1. juni 2018. Det betyder også, at Rigsadvokaten har ophævet berostillelsen af sager om køre- og hviletidsovertrædelser.

Der er fortsat blevet rejst sigtelser for overtrædelser i perioden fra september 2017 til juni 2018, men sagerne er ikke blevet afgjort i den pågældende periode.

Med loven er der indført mulighed for kun at få frakendt førerretten til tunge køretøjer, og sanktionerne er blevet lempet for visse køre- og hviletidsovertrædelser. Der er ligeledes blevet fastsat et loft for bøder, som udstedes til både chauffører og til virksomheder.

Anklagemyndigheden vil bestræbe sig på at få behandlet og afgjort de sager, der har været sat i bero, så hurtigt det er muligt.

Læs mere:
Pressemeddelelse fra Færdselsstyrelsen om nye sanktionsregler på køre- og hviletidsområdet

Pressehenvendelser kan ske til presse- og kommunikationsrådgiver Henrik Madsen, anklagemyndigheden, på telefon 72 68 90 64.