Dom afsagt i den sidste af tre sager i Hvepsebo
Retten i Glostrup har i dag afsagt dom i den sidste af tre sager i det såkaldte Hvepsebokompleks. Hvepsebo-sagen er opdelt i tre celler, og den afsagte dom vedrører sagens celle 2+5.
Retten i Glostrup har i dag afsagt dom i den sidste af tre sager i det såkaldte Hvepsebokompleks. Hvepsebo-sagen er opdelt i tre celler, og den afsagte dom vedrører sagens celle 2+5. Efterforskningen i sagskomplekset er foretaget af det sjællandske politisamarbejde Task Force Indbrud (TFI). Fem bagmænd er fundet skyldige i omfattende bedragerier ved på organiseret og systematisk vis at have lokket fattige rumænere til Danmark under urigtige løfter om arbejde og i stedet brugt deres identitet til at lave bedragerier overfor en lang række firmaer og virksomheder samt SKAT. Fire af de fem bagmænd er endvidere dømt for menneskehandel. Endelig er en af de fem personer nu dømt for omfattende skatteunddragelse for i alt 16,4 millioner kroner ved udnyttelse af nogle af de rumænske identiteter hertil.
Retten idømte tre rumænske statsborgere, henholdsvis en 27-årig og en 28-årig mand samt en 44-årig kvinde, henholdsvis fem, fire og fire et halvt års fængsel samt udvisning af Danmark for bestandig. Derudover idømte retten to syriske statsborgere – en 47-årig mand og hans 28-årige nevø, henholdsvis 7 og 3 års fængsel samt udvisning for bestandigt. Den 47-årige mand blev tillige idømt en tillægsbøde på 19 millioner kroner.
Retten fandt det godtgjort, at 18 rumænere er blevet rekrutteret i Rumænien af bagmændene og derefter transporteret til Danmark, hvor de blev indkvarteret i huse og lejligheder på Sjælland og Lolland-Falster og ledsaget til myndigheder og banker for at få identitetspapirer og bankkonti med videre. Herefter blev deres identitet brugt til en lang række strafbare forhold på internettet, samtidig med at rumænerne blev taget med i butikker med henblik på kreditkøb. Der er også sket domfældelse for groft bedrageri og databedrageri vedrørende disse forhold. Derudover er der sket domfældelse for groft bedrageri og databedrageri i forhold til yderligere en række rumænske identiteter.
Hvepsebokomplekset er den første sag i Danmark, hvor straffelovens bestemmelse om menneskehandel er brugt i forbindelse med udnyttelse af mennesker til strafbare handlinger, og dommene i komplekset er derfor principielle.
I december 2015 afsagde Retten i Hillerød dom i den første sag i komplekset, sagens celle 3, og i marts måned 2016 afsagde Retten i Lyngby dom i sagens celle 1 i Hvepsebokomplekset. Efter Retten i Glostrups dom i dag er antallet af domfældte for omfattende bedragerier og skatteunddragelse og i vidt omfang menneskehandel oppe på i alt 21 personer, og der er nu sat et foreløbigt punktum for den retlige behandling af Hvepsebokomplekset. Alle tre sager er anket og afventer nu landsrettens afgørelse.
Den ene af de to anklagere i celle 2 og 5, anklager Susanne Andersen, udtaler:
»Jeg er meget tilfreds med, at retten også i den sidste sag har dømt fire ud af fem tiltalte for blandt andet menneskehandel. Der er tale en omfattende og professionel organisation, der hensynsløst og kynisk har udnyttet deres landsmænds sårbare situation i hjemlandet til at snyde dem til Danmark, hvor de er udnyttet til omfattende kriminalitet. Det er en kompliceret sag, der vedrører en ny form for kriminalitet. Det er vigtigt, at vi kan imødegå sådanne grænseoverskridende lovovertrædelser med strenge straffe. Sagen dækker over grov, organiseret og grænseoverskridende kriminalitet. Endvidere er nogle af de udnyttede identiteter i denne sag også af en af de tiltalte anvendt til omfattende skatteunddragelse, for hvilket han nu er blevet dømt. Dommene er et resultat af et effektivt og godt internationalt samarbejde mellem rumænsk og dansk politi og de to landes anklagemyndigheder.«
-
15. august 2017
-
17. juli 2017