Dvoráks violiner gav inspiration til ledelse
På Anklagerforum 2015 demonstrerede Copenhagen Phil og musikchef Uffe Savery, hvordan musik hænger tæt sammen med ledelse og organisationskultur. Nu er seancen lagt på anklagemyndighedens nye kanal på YouTube.
Kan man sammenligne en førsteviolin i et symfoniorkester med en anklager i byretten? Eller en cellist med en administrativ medarbejder – eller vicestatsadvokat for den sags skyld? Svaret er ja. I den grad. Egentlig kan man sammenligne hver enkelt musiker med enhver medarbejder i en større virksomhed eller organisation, for deres roller ligner hinanden. De går i al deres enkelthed ud på at levere deres bedste i samspil med andre med det formål at opnå højere og mere ambitiøse resultater, end selv det største talent kan opnå alene.
Det var essensen af budskabet, da et ensemble af symfoniorkesteret Copenhagen Phil sammen med musikchef Uffe Savery forførte medarbejdere fra anklagemyndigheden under Anklagerforum 2015 med smuk musik og indsigt i en fremmed og samtidig yderst velkendt verden.
»Musikken kan noget særligt omkring at illustrere samarbejde, tillid og fokus. Musik kommunikerer emotionelt, så det også fæstner sig i hukommelsen,« siger Uffe Savery.
Han er bedst kendt som halvdelen af Safri Duo, der i 1990'erne og 00'erne erobrede både scener og dansegulve verden over med deres percussion slagtøj og hits som bl.a. "Played-A-Live". Fra scenen i Øksnehallen demonstrerede Uffe Savery med rædselsfuld tydelighed, hvordan det lyder, når nogle af musikkens største danske talenter bliver bedt om spille det bedste, som de har lært – uden at tage hensyn til andre end dem selv.

Omvendt fik luften i det gamle kvæghus vinger, når Uffe Savery i bogstaveligste forstand svingede dirigentstokken og fik sit orkester til at spille værker af komponisten Dvorák i yndefuld harmoni. Gåsehuden stod rank hos de fleste af salens 1.200 tilhørere, som med delvist lukkede øjne fik en bemærkelsesværdig oplevelse af de helt store, da lyden af ledelse, samspil og performance gik op i en højere symfonisk enhed.
»Det var spændende at se, hvordan man kan overføre individernes forskellige roller i et symfoniorkester til vores organisation og virksomhed. En helt vildt inspirerende oplevelse,« siger kontorleder Birgit Struwe Hage fra Statsadvokaten i København.
Selv om Uffe Savery til en del moro i salen forvekslede embedet Rigsadvokaten med organisationen anklagemyndigheden kunne det ikke ændre på publikums euforiske begejstring.
»Det er svært ikke at være en lille smule høj efter at have hørt samarbejdet mellem chef og musikere, der gik op i en højere enhed og fik taget til at løfte sig her i Øksnehallen,« siger chefanklager Kåre Skjæveland fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Seancen fra Anklagerforum 2015 er nu lagt på anklagemyndighedens nye kanal på YouTube. Her kan du blandt andet se den unikke opførelse af ’Played a Live’.

Se video - den unikke opførelse af »Played-A-Live«