Fem års fængsel til bagmand i terrorstøttesag

Fem års fængsel til bagmand i terrorstøttesag

16. november 2022
Af Anette Pedersen

En 30-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet idømt fem års fængsel for at have udført terrorfremmende virksomhed og have udøvet terrorfinansiering. Han blev desuden dømt for at have forsøgt at tilslutte sig Islamisk Stat. 
 

I samme sag blev en 32-årig mand idømt halvandet års fængsel for sammen med den 30-årige at have udført terrorfremmende virksomhed for Islamisk Stat under en rejse til Syrien i 2014. 

Tre andre mænd, der var tiltalt for i en periode fra 2013 til 2017 at have hjulpet den 30-årige med at overføre penge til Islamisk Stat, blev idømt hhv. seks, seks og ni måneders fængsel. 

”Der er ingen tvivl om, at den 30-årige var hovedmanden, og ham der initierede terrorfinansieringen til Islamisk Stat, mens særligt de tre af mændene havde mindre roller. Det afspejler dommen i dag også, ” siger specialanklager Dorthe Lysgaard fra anklagemyndigheden i Østjyllands Politi.

Alle mændene udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.