Hvidvask: Hold øje med disse tegn

Hvidvask: Hold øje med disse tegn

03. september 2021
Af Anette Pedersen

Ny viden har skabt et behov for en opdateret liste over tegn på terror finansiering eller mistanke om hvidvask. Derfor udgiver Hvidvasksekretariatet en ny liste med en række indikatorer som i sig selv eller i kombination kan være tegn på hvidvask eller terrorfinansiering.

Listen er ment som en inspiration til de underretningspligtige, så de bedre er i stand til at identificere tegn på hvidvask i deres respektive brancher. 


 »I Hvidvasksekretariatet får vi tusindvis af underretninger fra pengeinstitutter, spiludbydere, valutavekslingskontorer, udbydere af betalingstjenester og andre virksomhedstyper, der er omfattede af hvidvaskloven. Når vi analyserer underretningerne, får vi ny viden, som vi ønsker at dele. Der er ikke tale om en udtømmende facitliste, der er tale om at følge udviklingen i hvidvask. Men med listen får man inspiration til at se med nye øjne på mistænkelige transaktioner og mistænkelig adfærd. Den mistanke skal man som underretningspligtig sende videre til os, hvis man ikke umiddelbart selv kan afkræfte mistanken,« siger Jørgen Andersen, der er afdelingsleder i Hvidvasksekretariatet.


Flere underretninger venter
Hvidvask er at sikre, at udbyttet fra en kriminel handling kan bruges i den legale økonomi. Det kan være penge eller andre værdier, som stammer fra handel med narko, menneskesmugling, våbensmugling, røveri, eller penge som er opnået gennem f.eks. underslæb, skatteunddragelse, bedrageri, korruption eller insiderhandel. Med listen i hånden kan de underretningspligtige, med kendskabet til deres kunder, få hjælp til at se det atypiske, undre sig og undersøge det nærmere. Det skete 17.192 gange i 2.kvartal 2021. Hvidvasksekretariatet anslår på baggrund af underretninger i første halvår 2021, at der er endnu flere underretninger i vente. 


»Nogle gange er det de små detaljer, der afslører det hele, og på baggrund af vores erfaringer og internationale samarbejde, forventer vi flere underretninger om nye mønstre og tendenser, som vi gerne vil kende til. Det er ikke nødvendigt, at de underretningspligtige er i stand til at afgøre, hvilken forbrydelse, der eventuelt ligger bag den formodede hvidvask. Underretningen kan fx være en mistanke, der er opstået, hvis der er et misforhold mellem fx overførselslønindkomst og uproportionelt store overførsler til og fra udlandet. Eller at kunder åbner og lukker konti efter få transaktioner. Der kan være tale om helt lovlige forhold, men det er samtidig indikatorer, der er værd at kigge nærmere på,« siger Jørgen Andersen.


Samtidig med at den opdaterede liste udkommer, er nye virksomhedstyper nu omfattet af Hvidvaskloven og er dermed underretningspligtige. Det drejer sig om udbydere af tjenester, der knytter sig til kryptovaluta. 


Listen kan findes på hvidvask.dk eller ved at klikke her.

 

For yderligere oplysninger kontakt: 


Anklagemyndighedens pressetelefon på 7268 9008 eller presse@ankl.dk