I dag begynder anklagemyndighedens sommerskole

I dag begynder anklagemyndighedens sommerskole

14. august 2023

20 jurastuderende får en forsmag på livet som anklager, når anklagemyndighedens sommerskole i denne uge løber af stablen.

I denne uge slår anklagemyndigheden dørene op til en lærerig uge for 20 jurastuderende, der på årets sommerskole får lov til at snuse til livet som anklager. I løbet af fire dage vil de studerende blandt andet blive undervist i procedure, vidneafhøring, afhøringsteknikker, vidnepsykologi og retsretorik. De får indblik i de beslutninger, der skal træffes, før anklageren kan sende en straffesag i retten, og der sættes fokus på retsarbejdet, på bevisførelsen, på proceduren og på processen. Til slut skal de studerende procedere i Københavns Byret i en fiktiv straffesag, de har arbejdet på hele ugen.

Det har været fedt at vidneafhøre foran en rigtig dommer
Sommerskolen er populær for de jurastuderende. Både fordi det kan give dem mere afklaring i forhold til kommende karrierevalg, og fordi de får lov til at komme helt tæt på faget. I 2021 lød det sådan fra to af deltagerne:
”Vi har virkelig fået lov til at prøve nogle forskellige aspekter af anklagerlivet,” sagde Catalina Frederiksen og blev suppleret af Signe Bille:
”Det har været fedt at blive taget seriøst, og det har været fedt at få lov til at vidneafhøre foran en rigtig dommer. Blive taget seriøst i det her store og enormt vigtige rum.”

Sommerskolen løber fra i dag og til og med torsdag. Den sidste dag skal de studerende procedere i Københavns Byret.